Billede "Lake Starnberg (Light Forest on the Path)" (ca. 1897) (Unikat)
Billede "Lake Starnberg (Light Forest on the Path)" (ca. 1897) (Unikat)
Kort info
unikt værk | signeret | med titel | blyant på håndlavet papir | indrammet | størrelse 55 x 71 cm
Detaljeret beskrivelse
Billede "Lake Starnberg (Light Forest on the Path)" (ca. 1897) (Unikat)
Lovis Corinth tilbragte meget tid omkring år 1900 ved Starnbergsøen, hvor han med stor entusiasme studerede naturen og forevigede den i talrige tegninger og malerier. Tegningen "Lake Starnberg (Light Forest on the Path)", som blev skabt i denne periode, er et imponerende eksempel på hans evne til at indfange landskabets atmosfære i præcise, udtryksfulde streger. I værket viser Corinth en lys skovsti, der er flankeret af træer. Træernes stammer og grene er tegnet med hurtige, dynamiske linjer, der understreger skovens bevægelse og spillet mellem lys og skygge. Udsigten i det fjerne, gennem løvtaget, skaber en blid dybde, som uundgåeligt trækker én ind i naturens rum. Corinths håndtering af lys og skygge er mesterlig: Det flimrende lys, der filtreres gennem løvet, bliver levende i skraveringer og lyse accentueringer. Denne spontane, næsten skitseagtige afbildningsstil formidler indtrykket af et flygtigt øjeblik, som man kan opleve i naturen. Blyant på håndgjort papir, ca. 1897, signeret og betitlet "Starnberger See" med blyant nederst til højre. Motivstørrelse/arkstørrelse 30 x 47,7 cm. Størrelse i ramme 55 x 71 cm som vist.
Producent: ars mundi Edition Max Büchner GmbH, Bödekerstraße 13, 30161 Hannover, Tyskland E-mailadresse: info@arsmundi.de
Om og Lovis Corinth
»Ægte kunst har (...) ingen praktisk, rentabel smag. Den er et mål i sig selv. Egoistisk som en gud står den der i al sin skønhed.« (Lovis Corinth)
Lovis Corinths (1858-1925) værk som helhed er svært at sammenfatte. Selv den gentagne klassificering af hans arbejde som »tysk impressionisme« i modsætning til fransk impressionisme er tvivlsom - Corinth eksperimenterede helt sikkert med farvens virkning i betydningen et selvstændigt billedmedium, men videnskabeligt-akademiske beregninger, farvesystemer eller en begrundelse for farvens virkning baseret på fysik er stort set fremmed for ham. Generelt var han på kant med sin tids kunstneriske tendenser og hånede endda mange af den unge avantgardes nye tilgange med kaustisk hån som »opskriftskunst«.
Men Corinth ser kun ud til at være en »konservativ« maler på overfladen. På den ene side forblev han engageret i den figurative, realistiske malestil gennem hele sit liv. Hans garanter forblev de gamle hollandske malere, først og fremmest Rembrandt, og han døde i nærheden af Amsterdam, fordi han ønskede at beundre dem der endnu en gang i original. Men på den anden side blev han betragtet som en oprører og fornyer og udforskede gentagne gange de klassiske genrer (historiemalerier, bibelske og mytologiske temaer) med et meget subjektivt blik, herunder parodi og travesti. I sidste ende var han en fremragende samtid i sin kunstneriske epoke og blev anerkendt som sådan. Han var alligevel moderne i alle henseender, og serien af hans berømte selvportrætter viser den til tider ustabile Corinth, der var splittet mellem kunstnerisk beruselse og depression, som en mester i psykologisk selvfortolkning.
Corinths sene arbejde er af særlig betydning. For det første er der Walchensee-malerierne, som blev skabt fra 1919 og frem i nærheden af Urfeld syd for München, og hvor maleren genopdagede landskabsmaleriet for sig selv. Men han søgte og fandt også nye veje i andre motiver, som f.eks. portrætter og stilleben.
Et kunstværk, som er unikt på grund af produktionsformen (oliemaleri, akvarel, tegning osv.).
Ved siden af de klassiske unika findes der de såkaldte "serielle unika". De præsenterer en serie værker med samme farve, motiv og teknik, manuelt fremstillet af den samme kunstner. De serielle unika har rødder i den "serielle kunst", en slags samtidskunst, som opnår en æstetisk effekt gennem et system af konstante og variable elementer eller principper i rækker, gentagelser og variationer af de samme objekter eller temaer.
I kunsthistorien var udgangspunktet for denne tendens et værk af Claude Monet "Les Meules" (1890/1891), som for første gang præsenterede en udadvendt serie i stedet for blot en gruppe værker. De andre kunstnere, der henvendte sig til den serielle kunst, var Claude Monet, Piet Mondrian, men først og fremmest Gerhard Richter.