Biedermeier-kunstens kendetegn - et glimt bag borgerskabets kulisser

Biedermeier-æraen var en periode med store omvæltninger - både i kunsten og i samfundet og politikken i det hele taget. Epoken strakte sig fra afslutningen af Wienerkongressen i 1815 til begyndelsen af den borgerlige revolution i 1848 i landene i Det Tyske Forbund. I løbet af denne tid udviklede der sig en meget specifik stil, ikke kun inden for billedkunsten, men også inden for litteratur, teater, arkitektur, indretning og mode.

Maleriet frembragte forskellige nye genrer eller nyfortolkninger af kendte emner, for eksempel "kammermalerier" eller landskabs- og portrætmaleri. Typisk for biedermeier-kunsten var idylliske og harmoniske scener fra menneskers privatliv og en særlig realistisk skildring af motiverne.

Biedermeier-kunstepokens sociale og politiske kontekst

En epokes kunstværker afspejler ofte dens sociale og politiske forhold. Kunstnere inkorporerer både deres personlige følelser og stemningen i samfundet i deres værker. Det gælder især for biedermeier-kunsten.

For at forstå Biedermeier-kunstepoken er det værd at undersøge de betingelser, den blev skabt under. I begyndelsen af det 19. århundrede gennemgik hele Europa en stor politisk omvæltning. I 1813 tabte Napoleon det afgørende slag ved Leipzig mod alliancen mellem Rusland, Preussen, Østrig og Sverige. Som en umiddelbar konsekvens blev han tvunget ud af embedet i 1814. Senere samme år fastlagde sejrherrerne efterkrigstidens orden og nye nationale grænser på Wienerkongressen.

I løbet af denne proces blev monarkiet stærkere, og mange progressive ændringer fra de foregående årtier blev vendt ("Restauration"). Dette var især tydeligt i "Carlsbad-dekreterne". For at tage en potentiel revolution i opløbet blev repræsentanterne for Det Tyske Forbund enige om adskillige restriktive foranstaltninger. Disse omfattede betydelige begrænsninger af ytringsfriheden, censur af pressen og kontrol af universiteterne.

Stillet over for denne politiske og sociale regression resignerede mange mennesker og vendte ryggen til den daglige politik. Af frygt for repressalier afholdt de sig også fra at deltage i politiske begivenheder og begyndte at fornægte virkeligheden. De ignorerede både indskrænkningerne i deres frihed og fattigdommen i andre dele af befolkningen eller konsekvenserne af industrialiseringen. De trak sig helt ind i deres privatliv og fokuserede på deres familie og deres umiddelbare sociale miljø. Denne ændring i levevilkårene for mange mennesker havde også indflydelse på biedermeierkunsten.

Karakteristika ved biedermeier-kunst: Maleriet som et spejl af privatlivet

På grund af den politiske situation trak mange borgere sig tilbage til deres privatliv. Det havde også konsekvenser for billedkunsten. Mange mennesker søgte tilflugt i kunst og kultur for at distrahere sig selv fra hverdagen. Til gengæld tilpassede malerne sig befolkningens behov - både i deres valg af motiver og i deres måde at komponere på. Biedermeier-kunsten havde primært til formål at skabe en atmosfære af harmoni.

Typiske kendetegn ved biedermeier-malerier var derfor et meget nostalgisk perspektiv, en idyllisk stemning og en udsmykket skildring af det borgerlige liv. Derudover skulle biedermeierkunsten formidle dyd, moral og et ret konservativt verdensbillede.

Motiverne ændrede sig også i løbet af biedermeier-kunstepoken. Historiske, religiøse eller mytologiske scener, som havde været meget udbredte i mange tidligere epoker, spillede næsten ingen rolle. I stedet blev genremaleriet, der skildrede motiver fra private aktiviteter i hjemmet og fritiden, særligt populært. Det var scener med hverdagsaktiviteter som håndarbejde, fælles musik eller udflugter. Men også store og muntre fester og glimt fra saloner, restauranter eller kaffehuse var meget populære.

Der opstod endda en ny genre, hvor tilbagetrækningen til ens egne fire vægge blev formelt fejret. De såkaldte "kammermalerier" skildrede opholdsrum helt uden mennesker. Her var der fuld fokus på indretning og møblering, som blev skildret minutiøst og detaljeret.

Portrætmaleri var lige så populært. De forestillede typisk ægtefæller, børn eller andre familiemedlemmer samt repræsentanter for forskellige erhverv. Et særligt og typisk træk ved biedermeier-portrætterne var en meget præcis og naturalistisk gengivelse af personerne.

Ud over deres personlige omgivelser og deres egne hjem blev naturen et vigtigt tilflugtssted for mennesker. Derfor oplevede landskabsmaleriet også en stor opblomstring i biedermeiertiden. Klassiske motiver som marker, skove og søer blev afbildet, men også arkitektur og bybilleder.

Carl Spitzweg - den mest berømte repræsentant for biedermeier-kunst

Biedermeier-kunstepoken er relativt kort i kunsthistorien og frembragte forholdsvis få store kunstnere. I denne periode skabte blandt andre Ferdinand Hasenclever, Friedrich Gauermann, Peter Fendi, Georg Waldmüller, Josef Danhauser og Friedrich von Amerling sig et navn.

Men den vigtigste og stadig meget nærværende repræsentant for biedermeierkunsten i dag er utvivlsomt Carl Spitzweg. Han mestrede biedermeier-maleriets typiske karakteristika - især den meget realistiske malestil - til perfektion. Hans værker som f.eks.

• "Den fattige digter",
• "The Sunday Walk",
• "Sommerfuglefangeren" eller
• "Bogormen"

er blevet synonyme med denne kunstneriske epoke og er stadig ekstremt populære den dag i dag.

Det er lidt ironisk, at han er et af de få navne fra biedermeier-perioden, som er anerkendt langt uden for kunstverdenen. I sin levetid var han ikke særlig populær blandt sine samtidige og opnåede ikke den store succes med sit maleri. Sammenlignet med mange af sine kolleger solgte han kun få billeder.

Den manglende interesse for hans kunst skyldtes især, at Spitzweg ikke ønskede at begrænse sig til at male idylliske, idealiserede eller romantiske scener. I stedet kommenterede han det borgerlige liv og de politiske forhold med subtil ironi og humor i sine værker. For at undgå problemer arbejdede han med subtile symboler, dobbeltbetydninger og hentydninger. Men det var allerede for kritisk og uacceptabelt for størstedelen af hans samtid.

Men i dag er det nok på grund af denne nonkonformitet, at Carl Spitzweg af mange huskes som den vigtigste maler fra biedermeier-epoken.