Hellenismen - den græske kulturs storhedstid

Hellenismens epoke var en af de vigtigste faser i græsk historie. Den begyndte med Alexander den Stores erobringer i 336 f.Kr. og sluttede i 30 f.Kr. Under hellenismen oplevede Grækenland en guldalder med bemærkelsesværdige fremskridt og resultater inden for politik, videnskab og kultur. I løbet af denne periode udvidede grækerne deres indflydelse betydeligt og deltog i handel fra det østlige Middelhavsområde til Mellemøsten, Indien og Kina samt udvekslede viden om videnskab og kultur med andre folkeslag og nationer.

Den hellenistiske kunst oplevede også et opsving i denne periode og udviklede sig markant. Mange græske skulpturer fra den hellenistiske epoke er stadig store attraktioner på museer og i bygninger i dag.

Videnskab, økonomi og kultur blomstrede under hellenismen

I dag forbindes hellenismen primært med banebrydende opdagelser inden for videnskaben. Denne epoke var f.eks. vidne til Aristoteles', Euklids og Arkimedes' opdagelser. Matematik, geometri og fysik udviklede sig til højt estimerede discipliner. Astronomi gav ny viden om solsystemet, og medicin udforskede bl.a. den menneskelige hjerne, organer og nervesystem. Filosofi og religion var lige så vigtige og udviklede sig under indflydelse af andre kulturer og folkeslag.

Hellenismens kosmopolitiske ånd førte også til en blomstrende økonomi gennem blomstrende handel. Nye forretningsforbindelser med mange lande satte skub i produktionen og den økonomiske vækst. Transportsektoren nød også godt af den blomstrende økonomi, hvilket førte til udvidelse og modernisering af infrastrukturen i havne og på veje. Endelig havde den territoriale ekspansion en positiv effekt på kunst og kultur. Talrige uddannelsesinstitutioner og teatre blev etableret i de stadigt voksende byer. Især hellenistisk kunst, især skulptur, udviklede nogle karakteristiske stilistiske træk i denne fase.

Hellenistisk kunst med fokus på den menneskelige figur

Skulptur havde en særlig høj status i hellenismen. Skulpturer var udbredt i private og repræsentative bygninger såvel som på offentlige steder. Billedhuggere skabte ofte store, ekspansive skulpturer enten som fritstående objekter eller som relieffer eller friser på bygninger.

Hellenistisk skulptur havde en bred vifte af motiver og tjente en række forskellige funktioner. I denne epoke fokuserede skulpturen primært på at afbilde mennesker eller menneskelignende figurer. Almindelige motiver var - som i århundrederne før - datidens herskere og de store bedrifter, de havde udrettet. Monumentale og idealiserende portrætter ærede kongerne og forherligede deres liv. Ud over de jordiske ledere var portrætter af guderne og scener fra mytologien blandt de centrale motiver, f.eks. den berømte "Laokoon-gruppe" med en trojansk præsts dødskamp.

Ud over at skildre aristokrater og religiøse figurer fokuserede hellenistisk skulptur også på almindelige menneskers liv. I lighed med genremaleriet skildrede billedhuggerne ofte scener fra hverdagslivet for folk fra de lavere klasser, som f.eks. bønder, fiskere eller hyrder.

Mens kunstværkernes temaer i nogle tilfælde varierede betydeligt, delte de nogle fælles stilistiske træk. Typiske kendetegn ved hellenistisk skulptur var stor emotionalitet og en vis tendens til patos. Skulpturerne, som ofte bestod af flere figurer, skildrede scener med stor lidenskab, dramatiske situationer og øjeblikke fyldt med spænding og dybe følelser. Sorg og smerte blev hyldet, og det samme gjorde øjeblikke af triumf eller raseri.

Teknikker og stilistiske træk i hellenistisk skulptur

Den hellenistiske skulptur anvendte allerede forskellige teknikker og produktionsmetoder. De materialer, der blev brugt til skulptur, omfattede forskellige typer sten, primært marmor, samt bronze, træ, elfenben og ler. Det fremherskende motiv for skulpturerne forblev menneskebilledet. Billedhuggerne stræbte efter en form, der lignede den naturlige model. De detaljerede i stigende grad deres værker for at skabe et særligt realistisk indtryk af bevægelser og ansigtsudtryk.

I modsætning til tidligere epoker udviste portrætterne i hellenistisk skulptur meget mere individuelle og delikate ansigtstræk. Det gjorde det muligt for skulpturerne at skildre følelser og sindstilstande på en endnu mere imponerende måde. Det er dog vigtigt at bemærke, at mange portrætter ikke var tænkt som realistiske afbildninger, da kropsformerne ofte var modelleret på en idealiseret og forskønnet måde.

Med hensyn til anatomi og kropsholdning lagde billedhuggerne vægt på en dynamisk og livlig repræsentation. Heroiske positurer og scener med sport og atletik, der indfanger hovedpersonernes bevægelser, var meget populære. Derudover hyldede mange billedhuggere kvinders skønhed med kvindeskulpturer, der var større end livet. Nogle skabte endda tidlige afbildninger af nøgne kvinder, hvilket i mange tilfælde blev betragtet som tabu på den tid.

Hellenismens betydning i kunsthistorien

Hellenismen repræsenterer også en vigtig epoke i kunsthistorien. Mange berømte og stadig meget populære motiver stammer fra denne epoke, f.eks. "Nike fra Samothrake" og "Venus fra Milo", som hvert år fascinerer millioner af besøgende på Louvre i Paris.

For kunsthistorien er den hellenistiske kunst dog særlig interessant, fordi dens æstetik og repræsentationsformer til dels blev taget op igen i Europa i det 15. og 16. århundrede. Under renæssancen vendte kunstnere som Rafael, Leonardo da Vinci, Michelangelo Buonarroti og Sandro Botticelli sig mod antikke modeller og anvendte et meget naturalistisk billed- og formkoncept. Den hellenistiske skulptur oplevede bogstaveligt talt en genfødsel i denne periode.

Selv i de følgende århundreder dukkede hellenistiske træk op igen i billedkunsten. Nutidige kunstnere henviser ofte til antikke former, og hellenistisk kunst spiller fortsat en vigtig rolle i kunst og håndværk. Replikaer af hellenistiske skulpturer er f.eks. meget eftertragtede som have- eller interiørdekorationer.