Impressionisme - verden set gennem malerens øjne

Impressionismens epoke i anden halvdel af det 19. århundrede markerer et stort vendepunkt i maleriets historie. Nogle af de mest berømte kunstnere og værker i kunsthistorien stammer fra denne periode. Samtidig blev kursen sat for det modernistiske maleri. Impressionismens malere opgav en naturalistisk repræsentationsform og afspejlede i deres malerier deres individuelle opfattelser, især af lys og atmosfære.

Mange stilarter i det 20. århundrede tog impulserne fra de impressionistiske pionerer op. I dag kan nogle af de dyreste malerier nogensinde tilskrives denne epoke, for eksempel "Montagne Sainte-Victoire" af Paul Cézanne, "Verger avec cyprès" af Vincent van Gogh samt "Le Bassin aux Nymphéas" og "Les meules" af Claude Monet.

Impressionisterne udviklede en ny filosofi om maleri

De impressionistiske malere udfordrede de etablerede standarder for maleri i en hidtil uset grad. I midten af det 19. århundrede var maleriet stadig domineret af klassicisme og romantik og havde klare regler og strukturer. Det blev således betragtet som den højeste kunst at udarbejde billedmotiver så naturalistisk og perfekt som muligt. Om de malede scener svarede til virkeligheden, var imidlertid af sekundær betydning, så malerierne viste ofte overdrevne, overbelastede med indhold eller endda fiktive motiver.

En lille gruppe parisiske malere, heriblandt Claude Monet, Camille Pissarro, Alfred Sisley og Edgar Degas, identificerede sig ikke med denne malestil og proklamerede en tilbagevenden til virkeligheden - dog ikke i betydningen en repræsentation så tæt på virkeligheden som muligt, men snarere i betydningen et maleri, der autentisk afspejlede kunstnernes opfattelser og følelser. Fra da af fokuserede impressionisterne på at indfange det flygtige indtryk og atmosfæren i et enkelt øjeblik og ikke - som det havde været tilfældet århundreder tidligere - på billeder af mennesker og genstande eller repræsentative scener. Frem for alt lagde de særlig vægt på at skildre lysforholdene. De byggede videre på værker af malere som William Turner, John Constable eller Gustave Courbet, som allerede i tidligere epoker havde været i stand til at skildre lyset og øjeblikkets atmosfære i deres landskabsmalerier.

Billedobjekter som projektionsflader for lys

Impressionisterne udviklede en særlig fornemmelse for, hvordan farverne og dermed hele atmosfæren i en scene kunne ændre sig med tidspunktet på dagen, årstiderne eller vejrforholdene. Med denne bevidsthed ophøjede de det nærmest til en kunstform at male et enkelt motiv fra det samme perspektiv, men hver gang under skiftende miljøforhold. Camille Pissarro skabte for eksempel flere versioner af udsigter over Boulevard Montmartre i Paris, og Claude Monet gentog sin udsigt over katedralen i Rouen i en serie på 30 malerier.

Denne tilgang understreger, hvor lidt relevans malerne syntes at tillægge billedobjekterne i sig selv, og at de dybest set kun betragtede dem som projektionsflader for lys. Billedobjekterne som sådan, citeres Claude Monet for at sige, havde alligevel ingen betydning for ham: "Det, jeg ønsker at gengive, er det, der ligger mellem motivet og mig."

Impressionismens kendetegn: Maleri i et nyt lys

Impressionisterne indså, at de ikke kunne nå deres kunstneriske mål med de stilistiske midler, der var kendt indtil da. Så de ændrede både teknikkerne og udtryksformerne samt hele maleriet, så det passede til deres formål.

I begyndelsen indså impressionisterne, at øjeblikkets atmosfære og det subjektive indtryk ikke kunne skildres med den naturalistiske gengivelsesmåde, som man kender fra f.eks. klassicismen, barokken og romantikken. Så de bevægede sig væk fra den traditionelle stil med minutiøs detaljering af individuelle motiver og koncentrerede sig om billedets helhedsindtryk og farvesammensætning. De blødte konturerne af billedobjekterne op og efterlignede dermed den effekt, at man på solrige dage med masser af lys næppe kan se mere end konturerne af objekterne.

Desuden ignorerede de andre traditionelle principper for billedkomposition, som f.eks. centralperspektivet. Desuden brugte de impressionistiske malere overvejende klare og lysende farver og arbejdede med korte, men tydeligt synlige penselstrøg i enkeltfarver. Publikum skulle også vænne sig til impressionisternes teknik. Det gjaldt først og fremmest beskueren, for hvis man ser impressionisternes malerier tæt på, er det ofte kun farveklatter, man kan se. Først på afstand træder billedobjekterne frem fra havet af streger og prikker, og det intenderede billedindtryk udfolder sig.

Det var ikke kun med farverne, at impressionisterne gik nye veje

De forlod også deres atelierer og satte staffelierne op direkte foran deres motiver. At male i det fri gav dem den bedste mulighed for at observere landskabet, absorbere atmosfæren og overføre deres indtryk direkte til lærredet. Impressionismen revolutionerede således maleriet i flere henseender og skabte grundlaget for mange stilarter i de følgende årtier, f.eks. ekspressionisme, kubisme og surrealisme.

Motiverne i impressionismen

I midten af det 19. århundrede var valget af motiver underlagt strenge regler. Normalt skulle en eller nogle få fremtrædende billedgenstande have en central plads i et maleri. Men impressionisterne forlod også denne tradition. De malede ikke motiverne for deres egen skyld, men brugte dem blot som en refleksionsflade for lyset, dybest set som et middel til at nå et mål. Derfor leder man forgæves efter berømte personligheder i impressionistiske billeder, såvel som episke slag eller mytologiske scener.

I stedet valgte impressionisterne uspektakulære og hverdagsagtige motiver og scener, hvor de kunne skildre lysforholdene på en særlig imponerende måde. De særligt hyppige motiver var derfor først og fremmest landskaber ("Monets åkander", "Kvinde med parasol i en have" af Auguste Renoir), scener på stranden og ved havet ("På stranden ved Noordwijk" af Max Liebermann; "The Sea at L'Estaque" af Paul Cézanne) og udsigter over byer og arkitektur ("Boulevard Montmartre on a Winter Morning" af Camille Pissarro; "Café Terrace at Night" af Vincent van Gogh).

Men portrætter ("Kvinde med parasol" af Claude Monet), genrescener med små eller større selskaber ("Münchens ølhave" af Max Liebermann; "Kortspillerne" af Paul Cézanne) og stilleben ("Tolv solsikker i en vase" af Vincent van Gogh; "To pærer" af Edouard Manet) var også blandt motiverne. Samfundskritiske eller politiske temaer spillede dog sjældent en rolle - impressionismen viste primært et muntert, næsten idyllisk syn på verden.

Impressionismens succes satte først ind sent i dens historie

I dag betragtes impressionismen som en af de vigtigste epoker i kunsthistorien, men kunstnerne mødte i begyndelsen stor modstand. Med deres progressive malestil fandt de i første omgang ingen støtte blandt de etablerede kunstinstitutioner som akademier og museer, og pressen var heller ikke særlig venlig. I 1876 skal "Figaro" f.eks. have skrevet efter en udstilling, at de "påståede malerier" var en "katastrofe" forårsaget af nogle få "galninge".

Paul Durand-Ruel - impressionismens nøglefigur

Men der var også kunstelskere, som var åbne over for impressionisterne - blandt dem galleristen Paul Durand-Ruel, som skulle blive en nøglefigur inden for impressionismen. Han så tidligt impressionisternes potentiale og var en stor fortaler for den nye generation af kunstnere. Han købte deres værker, arrangerede udstillinger i sit galleri og støttede også nogle malere økonomisk, bl.a. Édouard Manet og Claude Monet.

Med sit engagement i de stort set foragtede kunstnere risikerede Durand-Ruel meget. Han risikerede ikke kun sit omdømme som seriøs kunstekspert, men også sit hus og hjem: På grund af sine høje udgifter til kunstnerne undgik han med nød og næppe at gå konkurs ved flere lejligheder. Men det var ikke mindst takket være hans åbenhed og mod, at impressionismen kunne udvikle sig yderligere og blev bemærket af offentligheden.

Impressionismens gennembrud i Tyskland og Europa

Mod slutningen af det 19. århundrede havde impressionismen endelig etableret sig i en sådan grad, at mange af dens kunstnere, såsom Claude Monet eller Camille Pissarro, var i stand til at leve godt af deres arbejde. I de følgende år fandt franskmændenes nye malestil i stigende grad tilhængere over hele Europa, også i Tyskland. Blandt repræsentanterne for den tyske impressionisme i begyndelsen af det 20. århundrede var f.eks. Max Slevogt, Lovis Corinth og Max Liebermann.