Kvinder i kunsten: Barrierer og ønsket om ligestilling

Kunsthistorien omfatter en bred vifte af talenter, men kvinders bidrag står ofte i skyggen af deres mandlige kolleger - ubemærket, overset eller undervurderet. Kvindelige kunstnere blev endda nedsættende betegnet som "Malweiber" (malende kvinder) på tysk indtil det 19. århundrede. Selv i dag får kvinders kunst mindre opmærksomhed, på trods af at der altid har været stærke kvinder i kunsten med ekstraordinære kunstneriske evner og kreativitet.

En rejse gennem epokerne

15. og 16. århundrede

I renæssancen blev kvinder opfordret til at male, da det blev anset for ønskværdigt, at kvinder var dygtige til kunst. Selvom renæssancen markerede den første epoke, hvor nogle få kvindelige kunstnere opnåede international anerkendelse, forblev de fleste kvinders kunstneriske bidrag ofte ukendte og blev sjældent anerkendt.

Renæssancen medførte en ændring i kunsten, hvor man forventede, at kunstnere skulle have viden om blandt andet matematik og menneskekroppen. Studiet af menneskekroppen krævede f.eks., at man arbejdede med mandlige nøgenbilleder. Kunstnere tilegnede sig disse nye færdigheder på kunstakademier. Kvinder blev dog nægtet adgang til kunstakademierne, hvilket førte til, at mange talentfulde kvinder blev udelukket, og at deres arbejde blev uretmæssigt anerkendt.

Der begyndte en lang kamp for kvinder for at få en akademisk kunstuddannelse, som kun delvist blev løst i det 20. århundrede. Disse systematiske udelukkelser bidrog i høj grad til, at mange talentfulde kvindelige renæssancekunstnere ikke længere blev anerkendt, da de bukkede under for patriarkalske strukturer og valgte ikke at forfølge en kunstnerisk karriere.

Kunst af kvinder i det 17. og 18. århundrede

Med begyndelsen af barokken og den efterfølgende overgang til oplysningstiden kan man iagttage en ændring. På trods af betydelige udfordringer lykkedes det nogle kvinder i kunsten at etablere sig i kreative kredse. Et eksempel er kunstneren Judith Leyster, som i det 17. århundrede arbejdede sammen med den hollandske mester Frans Hals. Deres værker var i samme stil. Selv om Leyster var højt anset i sin levetid, forsvandt hendes kunst ud i mørket efter hendes død, men dukkede først op igen, da det blev opdaget, at syv af hendes malerier fejlagtigt var blevet tilskrevet Frans Hals. Det var først i 1893, at Louvre opdagede Judith Leyster-monogrammet på et billede med Frans Hals' falske signatur.

Det 19. århundrede og de første forandringer

I det 19. århundrede blev kvinder stadig delvist nægtet adgang til kunstakademier og professionelle netværk, så de måtte lære deres håndværk i privattimer. London Royal Academy of Art åbnede f.eks. dørene for kvinder så tidligt som i 1860, da kunstneren Laura Herford ved et tilfælde blev optaget efter at have indsendt værker, der kun var underskrevet med hendes initialer LH i stedet for hendes fulde navn. I Tyskland blev kvinder dog først optaget som kunststuderende i 1919.

Denne udelukkelse af kvinder fra uddannelsesmuligheder betød, at de ofte blev udelukket eller glemt af kunstbevægelser. Et eksempel på dette er Bauhaus. Selvom flere kvinder end mænd blev indskrevet på Bauhaus i Weimar i 1919, og grundlæggeren Walter Gropius hævdede, at der "ikke var nogen forskel på det smukke og det stærke køn", blev meget få kvindelige Bauhaus-kunstnere berømte, og mange blev glemt.

Kvinder i kunsten: Modernismens pionerer

Udfordringerne for kvindelige kunstnere fortsatte ind i den moderne æra. Med fremkomsten af moderne kunstbevægelser i det 19. og 20. århundrede begyndte stærke kvinder i kunsten i stigende grad at træde frem. Kvindelige kunstnere som ekspressionisten Paula Modersohn-Becker vovede at gå nye veje og udfordre de traditionelle kunstnormer. I 1906 skabte hun f.eks. selvportrætter, der anses for at være de første nøgne selvportrætter i kunsthistorien.

I løbet af denne tid begyndte mange andre kvindelige kunstnere også at gøre oprør mod de eksisterende barrierer. Kravet om lige rettigheder og søgen efter individuel kunstnerisk identitet blev centrale temaer og førte i sidste ende til en feministisk kunstbevægelse.

Feministisk kunstbevægelse

Slutningen af 1960'erne og 1970'erne markerede et vendepunkt for kvinder i kunsten med begyndelsen af den feministiske kunstbevægelse. Den feministiske kunstbevægelse opstod som en direkte reaktion på kvinders underrepræsentation i gallerier og på museer og de dybt forankrede kønsstereotyper i kunstverdenen. Mange feministiske kunstnere og kunsthistorikere beskæftigede sig intensivt med kvinders rolle i den vestlige kunstverden.

Et særligt indflydelsesrigt essay for den feministiske kunstbevægelse var Linda Nochlins publikation "Why Have There Been No Great Women Artists?", som blev udgivet i 1971. I sit essay analyserede Nochlin for første gang de institutionelle barrierer, der har forhindret kvinder i den vestlige verden i at opnå samme succes inden for billedkunsten som deres mandlige kolleger.

Frida Kahlo som feministisk ikon

Frida Kahlo, en af de mest indflydelsesrige kunstnere i det 20. århundrede, gav et unikt bidrag til kunsthistorien med sine symbolladede selvportrætter og betragtes nu som et symbol på feminisme. Hendes værker afspejler ikke kun hendes personlige oplevelser og smerte, men forholder sig også kritisk til temaer som identitet og den menneskelige krop. Hun frigjorde sig fra sin tids sociale begrænsninger og blev betragtet som en rebel.

I sin levetid blev Kahlo ofte blot set som kvinden ved siden af Diego Rivera, en velkendt mexicansk maler. Som det så ofte er tilfældet, var det først efter hendes død i 1954, at hun og hendes arbejde blev anerkendt som værende af særlig betydning. I dag er Frida Kahlo ikke kun langt den mest kendte maler i Mexico, men også en af de mest kendte kvinder i malerkunsten på verdensplan.

Kvinder i kunsten i dag

Ifølge en fælles undersøgelse foretaget af internetplatformen "In Other Words" og "Artnet News" i 2019 dominerer mænd stadig kunstscenen i dag. Forskerne har analyseret data fra internationale auktioner, førende gallerier og kunstmessen Art Basel. Deres resultater viser, at ud af de 196,6 milliarder dollars, der blev indbragt på auktioner verden over mellem 2008 og 2019, kom kun omkring 4 milliarder dollars (ca. to procent) fra værker af kvindelige kunstnere.

På trods af den nuværende tendens til, at størstedelen af de studerende på kunstakademierne er kvinder, er der stadig en betydelig underrepræsentation af kvindelige kunstnere, især fremtrædende kvindelige billedhuggere, på gallerier og museer. Denne uoverensstemmelse illustrerer, at fremskridtene i kunstverdenen med hensyn til ligestilling mellem kønnene stadig er utilstrækkelige.

Lønforskelle mellem kønnene er et omdiskuteret emne i kunstindustrien

På ligelønsdagen den 7. marts 2023 var der i Tyskland fokus på ligeløn i kunstverdenen under temaet "The Art of Equal Pay". En analyse af data fra Artists' Social Security Fund afslørede, at kvinder i kunstbranchen i øjeblikket tjener omkring 24 procent mindre end deres mandlige kolleger. Den tyske lønforskel mellem kønnene blandt selvstændige kulturarbejdere er betydeligt højere end det tyske gennemsnit på 18 procent i 2022.

Et glimt ind i fremtiden

Historien om kvinder i kunsten er en historie om kamp. Fra renæssancens skjulte talenter til de højlydte stemmer i den feministiske kunstbevægelse har kvinder bidraget til at forme og forandre kunstverdenen. Alligevel er de ofte blevet forvist fra historiebøgernes sider. På trods af fremskridt og stærke stemmer fra feministiske kunstnere er der stadig langt til ægte ligestilling mellem kønnene i kunstverdenen. Kvinder i kunsten er ikke bare muser, men også betydningsfulde skabere, der inspirerer og forandrer verden med deres kreativitet og innovation.