Pop Art: Da hverdagskulturen blev til kunst

Farverig, dristig og uden respekt for det etablerede kunstliv: Fra slutningen af 1950'erne og frem vendte popkunsten op og ned på kunstverdenen. Kunstnerne satte spørgsmålstegn ved næsten alle parametre i billedkunsten - fra motiver og temaer til stil og æstetik samt kunstens rolle og funktion i samfundet. De søgte overvejende deres motiver og inspiration i hverdagslivets objekter, såsom medieindhold, reklamer, tegneserier eller forbrugsvarer. Pop Art gav anledning til mange berømte værker, såsom Robert Indianas LOVE-skulptur, Roy Lichtensteins tegneseriehyllest, Andy Warhols screenprints af Marilyn Monroe og hans legendariske "Campbell's Soup Can".

Popkunstens banebrydende stil bredte sig også til mange andre områder end kunst og udviklede sig til en slags nyt universelt sprog for design. Indflydelse fra Pop Art kunne findes i mode, grafisk design, illustration og mange andre aspekter af populærkulturen i 1960'erne. I begyndelsen af 1970'erne var dens storhedstid forbi, men dens ånd fortsatte med at have en varig indvirkning. For mange kunstnere forblev denne epoke med sin innovative æstetik en vigtig inspirationskilde i årtier fremover. Sporene fra popkunsten kan stadig ses i samtidskunsten, f.eks. i værker af Keith Haring, Jean-Michel Basquiat, Niki de Saint-Phalle, James Rizzi, Jeff Koons eller Mr Brainwash.

Oprindelse i Storbritannien, gennembrud i USA

Pop Art og dens kunstnere ses ofte som et amerikansk fænomen, men dens rødder ligger i Storbritannien i begyndelsen af 1950'erne. På det tidspunkt mødtes en gruppe kunstnere kaldet "Independent Group" på Londons "Institute of Contemporary Arts". Denne gruppe beskæftigede sig kritisk med konsekvenserne af den økonomiske velstand i mange lande rundt om i verden. Den samlede kunstnere fra forskellige discipliner, herunder malere, skulptører, arkitekter og kuratorer, blandt dem Lawrence Alloway, Richard Hamilton og Eduardo Paolozzi.

Gruppens mål var ikke kun at skabe og udstille kunst i fællesskab, men også at analysere udviklingen i samfundet, f.eks. det stigende forbrug og den allestedsnærværende reklame, på et teoretisk plan. Det var i dette miljø, at de første kunstværker, som i dag betragtes som forløbere for pop art-bevægelsen, blev skabt, f.eks. collager af Paolozzi og Hamilton.

Lidt senere end London-kunstnerne begyndte kunstnere i USA også at søge nye udtryksformer, temaer og koncepter. Fra slutningen af 1950'erne begyndte de at inkorporere fremtrædende motiver fra økonomien, medierne og samfundet i deres værker. Robert Rauschenberg og Jasper Johns var blandt de første til at blive anerkendt med nogle af de senere typiske elementer i popkunsten, og de havde begge udstillinger i New York i slutningen af 1950'erne. I 1958 udstillede galleristen Leo Castelli Rauschenberg, og senere samme år udstillede han også Johns. Kort efter sluttede mange andre amerikanske pop art-kunstnere sig til bevægelsen, f.eks. Robert Indiana, Andy Warhol, Mel Ramos, Tom Wesselmann, Claes Oldenburg, Roy Lichtenstein og James Rosenquist, som i dag betragtes som ikoner for denne epoke.

Pop Art er banebrydende for en helt ny kurs i kunsten

På baggrund af ændringerne i økonomien og samfundet udviklede både britiske og amerikanske pop art-kunstnere et fundamentalt nyt koncept for visuel kunst. Baseret på observationen af, at kommercialisering, reklame, masseproduktion og massemedier i stigende grad dominerede folks liv, ønskede de at adressere, sætte spørgsmålstegn ved og på en måde instrumentalisere denne udvikling i deres værker.

Ideen var at bringe kunsten tættere på hverdagen og folks oplevelser på to måder: For det første kom inspirationen til kunstværkerne fra allestedsnærværende temaer, produkter og personer. For det andet skulle kunsten igen få større betydning for de brede masser af mennesker.

Pop Art-motiver: Hverdagens trivialitet i rampelyset

Pop Art-kunstnerne ville sætte spørgsmålstegn ved forbrugersamfundet og dets mekanismer. For at gøre det inddrog de primært motiver i deres værker, som symboliserede samtidige begivenheder og havde bred anerkendelse. Det var bl.a. mange hverdagsprodukter, indhold fra massemedier samt visse designprincipper og adfærdsmønstre fra massekulturen. Ved at placere almindelige hverdagsgenstande i centrum for deres kunstværker indledte popkunsten et paradigmeskifte i billedkunsten. Tilsyneladende banale ting som suppedåser, biler, cigaretpakker, brød, Coca-Cola-flasker eller møbler blev pludselig fremtrædende.

Massemedierne, især de trykte medier, blev den anden store kilde til popkunstmotiver. Mærkelogoer, reklamer og uddrag fra aviser og magasiner fik en ny kontekstuel betydning, især i collager. Fotos af kendte personligheder som John F. Kennedy, Janis Joplin, Elvis Presley og Marilyn Monroe blev også gengivet i kunstværkerne. Derudover arbejdede mange pop art-kunstnere også med referencer og hyldester til tegneseriefigurer og -striber som Anders And, Popeye eller Mickey Mouse. Men popkunsten trak også på traditionelle genrer som portrætter eller stilleben, men fortolkede dem på en bred basis og på en meget stiliseret måde, så de grundlæggende blev genopfundet.

Ud af museerne - ind i hverdagen: "Demokratiseringen" af kunsten

Pop Art-skabernes motivation for at søge deres motiver i folks hverdag var baseret på troen på, at kunstværker skulle blive mere relaterbare og mindre intellektuelle og elitære. Folk skulle kunne genkende sig selv og deres omgivelser i kunsten og dermed få lettere adgang til et kulturelt domæne, der normalt var begrænset til gallerier og museer. Den underliggende idé var, at den mangeårige tradition for at skelne mellem populærkultur og højkultur i kunstværker skulle opgives. Pop Art-kunstnere anså dette system for at være fuldstændig forældet. De forsøgte at engagere sig direkte i folks liv gennem deres værker.

En vigtig del af denne strategi var at gøre kunstværkerne tilgængelige for et større publikum. Gennem serieproduktion, især ved hjælp af grafiske teknikker, skulle kunsten blive lige så almindelig som ethvert andet forbrugerprodukt. I den proces blev principperne om originalitet og unikhed, som længe var blevet betragtet som de eneste kendetegn ved kunstværker, ofret. Pop Art brød flere tabuer og satte spørgsmålstegn ved hele kunstinstitutionen med alle dens regler og mekanismer.

Popkunstens kendetegn: Stil og teknikker

Ud over den nye selvopfattelse og de nye motiver lå popkunstens store bedrift i dens innovative æstetik. Den brød med mange principper i samtidens stilarter og satte nye standarder.

Et vigtigt aspekt ved popkunstens billeder var, at de vendte tilbage til repræsentative motiver, som stort set var blevet forvist i den meget populære abstrakte ekspressionisme. Billedobjekterne blev dog normalt ikke vist realistisk, men snarere stiliseret, så de blev reduceret til deres væsentlige træk og konturer.

Levende og kraftige farver, især primærfarverne rød, blå og gul, blev brugt i store områder til farvelægning. Andre kendetegn ved Pop Art var manglen på dybde og brugen af større og mindre prikker, der mindede om trykteknikker. Popkunstens billedsprog mindede således bevidst om illustrationerne i tegneserier og tegnefilm.

Ud over den kølige og abstrakte stil arbejdede pop art-kunstnere i stigende grad med citater og forvrængninger. De tog motiver ud af deres oprindelige sammenhænge og præsenterede dem isoleret eller i nye, ukendte forbindelser. Desuden manipulerede de ofte deres kunstgenstande og ændrede deres betydning gennem kunstnerisk behandling.

De teknikker, der blev brugt i popkunsten, medførte også nogle ændringer. Mens maleri, tegning og skulptur forblev almindelige, introducerede Pop Art nye eller mindre almindelige teknikker som fotomontage, collage, assemblage eller forskellige grafiske teknikker. Disse metoder understøttede popkunstens æstetik eller definerede den endda delvist. Især serigrafi blev et symbol på popkunstens serieproduktion.

Kommercialiseringens to sider i popkunsten

Med deres holdning til kommercialisering befandt nogle pop art-kunstnere sig i en intellektuel balancegang. På den ene side kritiserede de forbrugets enorme betydning og dets konsekvenser. På den anden side udbredte de også mekanismer, der sigtede mod serieproduktion og masseudbredelse af deres værker. Især brugen af serigrafi til at producere store serier af identiske kunstværker bidrog til kommercialiseringen.

Især Andy Warhol lagde ikke skjul på, at økonomisk succes var en vigtig del af hans kunstneriske praksis. Denne holdning stred mod den mangeårige tro på, at kunst primært skulle tjene et højere, ædelt formål og være uafhængig af økonomiske begrænsninger. Mange Pop Art-kunstneres pragmatiske og realistiske holdning vakte betydelig kritik og udløste en debat om kommercialisering af kunst, som fortsætter den dag i dag.