Samtidskunst: På forkant med udviklingen

Gerhard Richter, Bruce Nauman, Tony Cragg, Anselm Kiefer, Cindy Sherman, Rosemarie Trockel, Ólafur Elíasson og Georg Baselitz: De anses alle for at være de mest succesfulde nutidige billedkunstnere i verden i dag. De repræsenterer meget forskellige genrer som maleri, skulptur, installation eller objektkunst og afspejler kunsten i begyndelsen af det 21. århundrede. Denne periode er kendetegnet ved en stor variation af stilarter, temaer og teknikker. Udtrykket "samtidskunst" henviser primært til en bestemt tidsperiode, der skal defineres mere detaljeret, snarere end til konkrete kunstneriske træk ved det 21. århundredes skulpturer og malerier.

Hvad er samtidskunst?

Spørgsmålet "Hvad er samtidskunst?" er ikke let at besvare. Faktisk er der ikke megen enighed om, hvilken fase af kunsthistorien begrebet skal betegne. Først og fremmest kan samtidskunst klart skelnes fra moderne kunst. I lang tid blev de to begreber brugt synonymt. I dag bruges udtrykket "moderne kunst" dog udelukkende om kunst fra den moderne æra, som opstod omtrent i fasen fra slutningen af det 19. århundrede til 1940'erne.

Begrebet "samtidskunst" henviser derimod i en snæver definition til alle de værker, der blev skabt til og i en bestemt tid. Disse værker er tæt knyttet til den aktuelle kontekst og refererer til den nuværende situation og de aktuelle begivenheder. Derudover ligger deres skabelsesproces og offentlige modtagelse tæt på hinanden.

Men "samtidskunst" bruges ofte til at henvise til en længere periode. I denne definition refererer udtrykket ikke længere kun til kunsten her og nu, men omfatter værker fra flere årtier. Udgangspunktet for dette varierer meget. Nogle mener, at det er efter afslutningen af Anden Verdenskrig, mens andre mener, at det starter i 1960'erne. Meget gode eksempler på denne tilgang kan findes i titlerne på udstillinger, messer, samlinger, kataloger og gallerier. For eksempel omfatter "Collection of Contemporary Art of the Federal Republic of Germany" værker fra 1949 og frem til i dag. Mange vigtige og indflydelsesrige stilarter i kunsthistorien hører ind under denne bredere definition, f.eks. abstrakt ekspressionisme, surrealisme, minimalisme, ready-mades eller popkunst.

Samtidskunstbevægelsen - en bred vifte af stilarter og teknikker

I modsætning til mange andre epoker er der i dag ingen dominerende stil, som præger hele kunstscenen. I stedet udviser samtidskunsten i begyndelsen af det 20. århundrede en bred vifte af stilarter. For eksempel omfatter samtidskunsten værker, der kan forbindes med ekspressionisme, impressionisme, abstraktion eller realisme. Men kunstnere skifter også ofte mellem eller kombinerer stilarter.

Teknikkerne er også forskellige. Traditionelle genrer som maleri, tegning, fotografi og skulptur er fortsat populære. Men samtidig er der opstået mange andre former for repræsentation, f.eks. street art og urban art, videokunst, performance, installation, konceptkunst og digital kunst, herunder brug af kunstig intelligens. Grænserne mellem disse teknikker er nu også flydende.

Samtidskunstens opgaver og indhold

Ifølge både sin egen selvopfattelse og offentlighedens opfattelse har samtidskunstbevægelsen et socialt ansvar og visse opgaver, som den skal opfylde. Den mest åbenlyse forventning til samtidskunsten er at skabe noget nyt og hidtil uset. Den skal så vidt muligt ikke kopiere kendte repræsentationsformer og stilarter, men bryde med kendte traditioner og tilbyde ukendte perspektiver på indhold, form og genrer.

Ud over et progressivt billed- og formkoncept forventes samtidens billedkunst i stigende grad at tage stilling til indholdet. Dens centrale funktion er derfor at holde et spejl op for verden. Kunsten skal tilbyde et rum for refleksion og kritik. Samtidskunstnere skal udfordre virkeligheden, stimulere til diskussion og fremhæve modsætninger og fejl i systemer som politik, kultur, økonomi og samfund.

Etablerede regler og konventioner for menneskelig adfærd eller spørgsmål om perception bør også reflekteres over. Bevidst provokation er et typisk kendetegn ved samtidskunstbevægelsen, når det gælder om at nå disse mål. For at tiltrække den nødvendige opmærksomhed er værkerne ofte ubehagelige, foruroligende eller forstyrrende. Men det er ikke et mål i sig selv. Kunstnerne ønsker snarere at ryste posen og afsløre alt det, som offentligheden har en tendens til at lukke øjnene for. Kun på den måde kan de opfylde deres opgave med at yde et væsentligt bidrag til den offentlige diskurs.

I de senere år er det også blevet forventet, at samtidskunsten indtager en selvkritisk holdning - både indefra og udefra. Når alt kommer til alt, har visse mekanismer og særegenheder ved det nuværende kunstmarked været genstand for megen kritik. Kritikken omfatter bekymringer over den voksende kommercialisering og markedets pres på kunsten. Kunstscenens til tider elitære distancering og tendens til at skandalisere møder heller ikke megen forståelse. Der er også en offentlig debat om, hvor berettigede de til tider astronomiske auktionsresultater for nogle få kunstværker er. Mange kunstnere reagerer på disse impulser. I deres værker sætter de spørgsmålstegn ved markedets logik og sætter deres egen rolle og formål til diskussion.

Karakteristik af samtidskunst: Mekanismer og markeder

På grund af den store mangfoldighed af stilarter og teknikker er det svært at give en fyldestgørende beskrivelse af det 21. århundredes billedkunst med blot nogle få karakteristika. Ud over den rent kunstneriske side er der dog nogle generelle forhold, der skiller sig ud som typiske for samtidskunsten, og som påvirker den kreative proces.

For det første kan man konstatere, at billedkunst er mere udbredt i dag end nogensinde før. Fjernelsen af forskellige politiske, økonomiske og sociale grænser har gjort det muligt for billedkunsten at etablere sig i stadig flere aspekter af livet. Globalisering, digitalisering og webteknologier sikrer, at både antallet af forbrugere og producenter af kunst er større end nogensinde før.

Nye markeder og distributionskanaler har gjort billedkunsten til en betydelig økonomisk faktor. Kunstauktioner genererer milliarder i salg hvert år, og messer, gallerier og udstillingscentre tiltrækker konstant rekordmange besøgende. Kunstværker er blevet en etableret form for kapitalinvestering.

Men denne progressive kommercialisering giver også anledning til megen kritik. Disse forhold er ansvarlige for overfladisk, tilfældig og vilkårlig kunst. Kunstnere kan blive for orienterede mod markedets behov og afvige fra deres individuelle kreative impulser. Risikovilligheden mindskes, og det økonomiske pres hæmmer samtidskunstnernes frie udvikling.

Teknologisering repræsenterer også både en mulighed og en udfordring. For eksempel skal moderne maleri i det 21. århundrede forholde sig til kunstig intelligens. Men mange kunstnere bruger også målrettet digitale teknologier og udnytter dem kreativt. Denne udvikling former helt klart samtidskunstbevægelsen og vil fortsætte med at gøre det. Når alt kommer til alt, er samtidskunst altid på forkant og udvikler sig lige så hurtigt som den verden, den skabes i.