Marino Marini
1901-1980
Temaet "hest og menneske" går igen i Marino Marinis værk, en af den klassiske modernismes vigtigste billedhuggere. Kunstneren begrundede sit valg af motiv med, at hans atelier i Monza, hvor han boede i 1930'erne, lå ved siden af en hestestald.
Mens de studier, han lavede i 1930'erne, var realistiske og anatomiske tegninger, var hans skulpturer og intenst farvede litografier fra 1960'erne og 70'erne præget af hans stadigt stigende pessimisme: "Mine rytterstatuer udtrykker den angst, som begivenhederne i min alder giver mig. Rastløsheden hos mine heste stiger for hvert nyt værk, de stadig svagere ryttere har mistet kontrollen over dyrene, og de katastrofer, de bukker under for, ligner dem, der ødelagde Sodoma og Pompeji." Det forklarer også, hvorfor den italienske kunstner formelt set bevæger sig mellem abstraktionens og figurationens poler.
Han begyndte at studere på kunstakademiet i Firenze som 16-årig, og som 28-årig blev han tildelt lærestolen i skulptur på kunstskolen Villa Reale i Monza. Hans store succes begyndte med hans deltagelse i Venedigbiennalen i 1932. Hans internationale gennembrud kom i slutningen af 1940'erne med hans berømte rytterfigurer.
Hans mest berømte værk er nok en figur, der rider på en hest på terrassen til Peggy Guggenheim-samlingen i Palazzo Venier dei Leoni direkte ved Canal Grande i Venedig. En særlig populær anekdote er, at den tidligere ejer, Peggy Guggenheim, bad kunstneren om at fastgøre et skruegevind til den ret iøjnefaldende bronzefallos på figuren til hest, så den kunne fjernes på helligdage, når nonnerne fra St Maria della Salute passerede forbi palazzoet på deres båd.
Han blev hædret mange gange for sit arbejde, bl.a. med prisen på Quadriennalen i Rom i 1936 og den store skulpturpris på Venedigbiennalen i 1952. Hans omfattende grafiske arbejde er også repræsenteret på verdens største museer. Marino Marini Museet, som åbnede i Milano i 1973, er en hyldest til hans store livsværk.
