Stilleben
Stilleben som en kunstnerisk fremstilling af tilsyneladende dagligdags og helt livløse genstande fra hverdagslivet har fascineret både malere og publikum i århundreder. Næsten alle de store mestre som Renoir, van Gogh, Monet, Manet, Cézanne, Macke, Beckmann, Kokoschka, Jawlensky, Picasso, Chagall, Dalí eller Magritte skabte deres fortolkninger af dette emne. Selv i samtidskunsten er moderne stilleben fortsat til stede gennem skulptur, maleri og fotografi. Desuden kan man i stigende grad finde motiver, der tydeligvis ligner stilleben, i ikke-kunstneriske områder som f.eks. reklamer, sociale medier og blogindlæg.
Ifølge græske myter går stillebenets historie tilbage til antikken: Forfatteren Plinius berettede om maleren Zeuxis, som malede vindruer så realistisk, at fugle fløj over og forsøgte at spise dem. Stilleben udviklede sig dog ikke til en selvstændig genre før omkring det 16. århundrede. De startede i Holland og havde deres første storhedstid i andre europæiske lande under barokken. Endelig kunne de etablere sig i det 19. århundrede, og siden da har stilleben været en integreret del af mange kunstneres repertoire.
Stilleben viser næsten altid overdådige og dekorativt iscenesatte arrangementer af blomster, frugter, fisk og kød, våben, glas, instrumenter og mange andre genstande. Blandt de mange variationer har stilleben med blomster eller stilleben med frugt været særligt populære og derfor ofte malet. Ud over den rent dekorative karakter var den symbolske ladning af de afbildede genstande et lige så vigtigt aspekt. Sukker symboliserede f.eks. begær, og citronen stod for mådehold. Efeu eller majskolber symboliserede evigt liv og genfødsel, blomstrende blomster repræsenterede kærlighed og skønhed, brød og vin blev betragtet som referencer til den kristne nadver, og østers symboliserede syndige fristelser. Der opstod en særlig undergenre kaldet vanitas-malerier, som skulle minde folk om deres forgængelighed. Dette blev skildret gennem kranier, timeglas, rådden frugt eller udbrændte stearinlys.