Portrætter
Portrætmaleri: Personen som fokuspunkt
I et portrætmaleri er en person normalt omdrejningspunktet. Andre billedgenstande eller landskaber tjener kun som baggrund eller staffage og bør ikke distrahere fra personen. I lang tid var det kun en lille kreds af mennesker, der havde det privilegium at blive afbildet i portrætter. Således blev de fleste portrætmalerier indtil begyndelsen af det 19. århundrede hovedsageligt bestilt af adelen, herskere, gejstligheden eller personer, der blev anset for værdige på grund af deres sociale status eller særlige præstationer. Dette hang sammen med portrætternes funktion. De tjente til at ære personer eller til at huske dem i deres fravær eller efter deres død. Desuden blev portrætter brugt til at hædre forskellige præstationer, f.eks. i krig eller sport. Portrætbilleder tjener stadig ofte mange repræsentative formål i dag. For eksempel pryder portrætter af statsledere mange bygninger, pengesedler og mønter. Fra det 19. århundrede åbnede portrætkunsten sig for alle andre sociale klasser. Desuden behøvede et portræt ikke længere nødvendigvis at afbilde en virkelig person, men kunne indeholde fiktive motiver. Selvportrætter af kunstnere var en selvstændig genre, der udviklede sig, fordi malere altid havde frihed og mulighed for at afbilde sig selv. Berømte selvportrætter blev malet af bl.a. Albrecht Dürer, Vincent van Gogh og Max Beckmann.
Detalje og vinkel: To kategorier af portrætbilleder
Hvordan mennesker afbildes i portrætter, er altid tæt forbundet med de tekniske muligheder og de respektive aktuelle kunsttendenser i en epoke. I det gamle Egypten fulgte portrætterne f.eks. stadig standardiserede idealtyper; senest i renæssancen opstod der en stadig mere naturalistisk fremstilling, og fra det 20. århundrede begyndte ekspression og abstraktion at påvirke portrætkunsten. Generelt kan portrætmalerier inddeles i to kategorier: billedets detaljer og hovedets position eller modellens vinkel. De forskellige kategorier af billeddetaljer beskriver, i hvor høj grad modellen er afbildet i portrættet. Et "helfigursportræt" viser f.eks. personen helt fra top til tå. Et portræt i "halv længde" viser personen fra den øverste del af kroppen til taljen. En "buste" viser hovedet og det nederste af skuldrene, mens et "headshot" udelukkende viser ansigtet. Den anden kategori, der bruges til portrætmalerier, henviser til hovedets stilling og modellens synsvinkel. Her skelner man hovedsageligt mellem "helansigtet", "profilbilledet" og "kvartansigtet". Portrætter kan også vise folk bagfra, hvor deres ansigter ikke er synlige. På ars mundi kan du se malerier af forskellige berømte kunstnere og købe portrætmalerier.
Portrætmalerier - ikke altid en virkelighedstro skildring af mennesker
Bortset fra disse to grundlæggende genrer adskiller portrætter sig yderligere i deres trofasthed over for modellen. Det antages ofte, at et portrætmaleri skal afbilde præcis det menneske, det handler om, men for de fleste portrætters vedkommende kan man antage, at det ikke er tilfældet. Det er der flere grunde til. For det første er det ekstremt vanskeligt at gengive et menneske naturtro i et maleri, når man tager maleteknikken i betragtning. Desuden er det ikke altid hensigten, da et portræt, ligesom andre motiver, altid er en fortolkning af virkeligheden. Hver maler vælger sin egen måde at male på for at udtrykke de karaktertræk, som han eller hun ønsker at fremhæve i maleriet. Ekspressionisterne distancerede sig således nogle gange tydeligt fra deres modeller, og det samme gjorde kubisterne. Mange portrætkunstnere specialiserede sig dog i fotorealistiske værker, der til forveksling ligner mennesker. Men portrætternes funktion har også indflydelse på deres nærhed til virkeligheden. I oldtiden blev mange portrætter lavet for at ære folk. Til dette formål blev konger og herskere ofte afbildet på en idealiseret måde. Dengang, men også i dag, forsøger mange portrætter at smigre modellen i stedet for at skildre hans eller hendes sande fysiognomi.