Humor / karikatur
At grine med kunsten - humor i maleriet
Billedkunsten har udviklet mange forskellige discipliner, hvor humor spiller en vigtig rolle, f.eks. karikaturer, tegnefilm og tegneserier. Kunstnere i mange epoker så humor som et vigtigt element i deres kunst og malede eller tegnede sjove motiver, komiske figurer eller bizarre scener. Men mange malere og grafikere arbejdede også med en meget subtil humor, som de skjulte i deres værker, og som først afslørede sig ved et andet blik. Men forholdet mellem humor og billedkunst har ikke altid været helt uden spændinger. Gennem kunsthistorien var der tidspunkter, hvor humoristiske elementer i maleriet ikke blev modtaget særlig godt. Især når det drejede sig om meget traditionelle motiver som portrætter, landskaber eller historiske scener, tillod kunstinstitutionen ikke selv den mindste smule sjov. Tilsyneladende blev humoristiske billeder set som en risiko for maleriets omdømme som en seriøs form for billedkunst.
Kunstnere og komik fra biedermeier til popkunst
Selv om der var stor modvilje mod kunst med en humoristisk side, var der masser af kunstnere, som mere eller mindre åbent inddrog komikken i deres værker. Et særligt kendt eksempel er biedermeiermaleren Carl Spitzweg. På overfladen skildrede hans malerier harmløse scener fra hverdagen, men det lykkedes ham at skjule subtile ironiske kommentarer i hvert af sine malerier. Da nogle af hans sidewipes henviste til myndighederne, virkede hans malerier ofte provokerende. Andre kunstnere arbejdede helt åbent med humor. Dadaisterne i det 20. århundrede brugte den f.eks. som et redskab mod kunstens skrøbelige alvor. Kurt Schwitters', Hans Arps og andres værker var ikke nødvendigvis sjove i traditionel forstand, men deres til tider kryptiske og overdrevne repræsentationsformer i billeder og skrifter havde implicit en meget humoristisk side. Surrealisternes værker med deres groteske og fordrejede fortolkninger af virkeligheden havde også en vis komisk kvalitet. Pop Art-kunstnerne var også åbne for humor og komik. På den ene side overtog de direkte tegneseriens æstetik. På den anden side kunne iscenesættelsen af simple hverdagsgenstande som kunstværker sagtens være underholdende. Nogle kunstnere arbejdede endda både som malere og karikaturtegnere i løbet af deres karriere, f.eks. Bauhaus-legenden Lyonel Feininger eller avantgardisten og dadaisten George Grosz. Andre karikaturtegnere og humoristiske illustratorer som Wilhelm Busch eller Janosch er i dag ubestridt anerkendt som repræsentanter for maleriet.
Karikatur - Humoristiske billeder med satire og ironi
Karikaturkunsten er en af de ældste og mest traditionelle humoristiske kunstformer. En karikatur kommenterer sociale og politiske forhold og begivenheder på en overdrevet og spidsfindig måde med ironi, satire og humor. Ofte var grænserne mellem karikatur og maleri eller tegning flydende. De tidligste karikaturer siges at have eksisteret i antikken blandt grækerne og romerne. Opfindelsen af bogtrykkerkunsten åbnede for nye måder at gengive karikaturillustrationer på. Karikaturer blev dog først mere populære fra det 18. århundrede og frem. I England og Frankrig såvel som i Tyskland blev det mere og mere almindeligt at kritisere manglerne i samfundet og politikken gennem små humoristiske tegninger. Aviser og magasiner oprettede tilsvarende sektioner, og publikationer, der udelukkende præsenterede satire og karikaturer, fik også fodfæste. De ældste satiriske magasiner i Tyskland er "Fliegenden Blätter" (1844-1944) og "Simplicissimus" (1896-1944). Nogle gange blev karikaturtegninger også brugt til politiske propagandaformål - især under den kolde krig. Men i dag har karikaturtegnere i høj grad rollen som kronikører, der på humoristisk vis tager sigte på deres tid og deres samtid.