Skulptur »Mor og barn« (1913/14), bronze
Skulptur »Mor og barn« (1913/14), bronze
Kort info
ars mundi Exclusive Edition | begrænset oplag, 980 eksemplarer | nummereret | signatur | støberimærke | certifikat | bronze | præget | patineret | originalstørrelse | samlede mål 27,5 x 6 x 4 cm (h/b/d) | vægt ca. 0,9 kg
Detaljeret beskrivelse
Skulptur »Mor og barn« (1913/14), bronze
I samarbejde med Nolde-Fonden Seebüll har vi kunnet realisere en bronzeudgave af Emil Noldes træskulptur »Mor og barn« i originalstørrelse. Det næsten rørende værk viser ham som en fremragende billedhugger.
»Det er forholdsvis ukendt, at Emil Nolde begyndte sin kunstneriske udvikling som uddannet træskulptør og møbelsnitter. Han var derfor meget fortrolig med træet, da han genoptog udskæringsteknikken under sin rejse til Sydhavet i 1913/14. Han skabte en lille serie skulpturer, mens han stadig var på rejsen. De indgår alle i hans efterladenskab hos Ada og Emil Nolde-Fonden i Seebüll.
Motiverne i disse skulpturer er et centralt tema, der kendetegner hans kunst: mennesket. Hans interesse lå i at gengive karakteren under overfladen og de afbildede personers væsentligste egenskaber. »Det glæder mig meget, at endnu en facet af Noldes værk med denne skulptur, der er gengivet i fremragende kvalitet, bliver kendt for et udvalgt publikum.« (Dr. Christian Ring, direktør for Nolde-fonden i Seebüll)
Original: træ, malet, højde 23 cm (uden sokkel).
Fin bronzeskulptur, håndstøbt efter voksudsmeltningsmetoden, mejslet og patineret. Direkte afstøbt efter originalen og gengivet i originalstørrelse. Begrænset oplag på 980 eksemplarer, nummereret og signeret samt forsynet med støberimærket. Udgivet i samarbejde med Nolde-fonden i Seebüll. Med nummereret ægtheds- og oplagscertifikat. Størrelse 27,5 x 6 x 4 cm (h/b/d). Sokkelstørrelse 4,5 x 6 x 4 cm (h/b/d). Vægt ca. 0,9 kg. © Nolde-stiftelsen Seebüll
Producent: ars mundi Edition Max Büchner GmbH, Bödekerstraße 13, 30161 Hannover, Tyskland, [email protected]
Om og Emil Nolde
1867-1956 - tysk ekspressionist
Emil Nolde (født Hans Emil Hansen indtil 1902, hvor han opkaldte sig efter sin fødeby) betragtes som en af de vigtigste tyske ekspressionister. Han blev afvist af akademiet i München og tog til Paris for at fortsætte sine studier på Académie Julien. Fra 1905 boede og arbejdede han på den danske ø Alsen og i Berlin og var kortvarigt medlem af "Brücke" og - lige så kortvarigt - af Berlin Secession.
Kort efter at Nolde forlod kunstnersammenslutningen "Brücke" i slutningen af 1907, mødte han den norske maler Edvard Munch i Berlin, hvis værker gjorde et stort indtryk på ham. Under et besøg af vennen Hans Fehr i 1908 begyndte han selv at opdage akvarelteknikken og mestrede den til sidst.
I dag omfatter Noldes oeuvre talrige akvareller, oliemalerier, tryk og flere skulpturer. Hans intense brug af farver er karakteristisk; selvom kunstneren altid forblev figurativ i sine motiver - landskaber, blomster, byscener, religiøse motiver - "komponerede" han sine malerier udelukkende ud fra farver. Da Nolde flyttede ind i sit murstenshus "Seebüll" i den nordfrisiske by Neukirchen i 1927, omgav han det med en stor have, der gav ham en overflod af motiver.
Noldes holdning til nationalsocialismen var problematisk, hvilket forskere længe har erkendt. Hans eksklusion fra Reichskammer der Bildenden Künste betød, at Nolde fik forbud mod at udstille, sælge og udgive sine værker. Nolde forsøgte gentagne gange at blive rehabiliteret og anerkendt som statskunstner. Men det blev han nægtet til det sidste. Hans maleri var simpelthen ikke formelt foreneligt med nationalsocialisternes ideer.
Ved åbningen af den berygtede udstilling "Degenerate Art" blev 48 af hans værker vist, og mere end 1000 værker blev konfiskeret som følge heraf. Takket være gode forbindelser lykkedes det dog Nolde at få en stor del af disse værker tilbage.
Trods sin aktive loyalitet over for systemet fik han arbejdsforbud fra 1941. Det betød dog ikke et grundlæggende forbud mod at male, som det senere ofte blev sagt. I sit hjem skabte han mere end 1000 af de såkaldte "umalede billeder" i løbet af krigen. Betegnelsen henviste oprindeligt til disse små akvarellers funktion som studier og foreløbige skitser, der ikke blev til store malerier. Efter 1945 bidrog disse - utvivlsomt kunstnerisk fortryllende - værker og deres navngivning til mystificeringen af Nolde som en forfulgt kunstner.
På trods af Noldes modstridende ideologiske holdninger er den kunstneriske værdi af hans arbejde ubestridt den dag i dag. Den måde, Nolde formår at få farven i et oliemaleri eller en akvarel til at gløde indefra, er uovertruffen.
Værker af Emil Nolde findes i samlingerne på højtstående museer verden over, herunder Art Institute i Chicago, Hermitage Museum i Skt. Petersborg, Museum of Modern Art i New York City, Brücke-Museum i Berlin, Albertina i Wien og Kunstmuseum i Basel, for blot at nævne nogle få. Der er oprettet fonde til hans ære i Seebüll og Berlin.
En legering af kobber med andre metaller (især med tin), som har været brugt siden oldtiden.
Bronzestøbning:
Når man støber bronze, anvender kunstneren normalt tabt-voks-teknikken, som går mere end 5000 år tilbage. Det er den bedste, men også den mest komplekse metode til fremstilling af skulpturer.
Skulpturen "The Book Reader" af Ernst Barlachs er vist her som et eksempel:
Først former kunstneren en model af sin skulptur. Den indlejres i en flydende silikonegummiblanding. Når materialet er størknet, skæres modellen ud. Den flydende voks hældes i den negative form. Efter afkøling tages voksafstøbningen ud af formen, forsynes med granulat og dyppes i keramisk masse. Den keramiske masse hærdes i en ovn, og voksen flyder ud (lost mould).
Nu har vi endelig den negative form, som den 1400° C varme smeltede bronze hældes i. Når bronzen er kølet ned, brækkes den keramiske skal af, og skulpturen kommer til syne.
Nu fjernes granaterne, overfladerne poleres, patineres og nummereres af kunstneren selv eller, efter hans specifikationer, af en specialist. På den måde bliver hver afstøbning et originalt værk.
Til bronzestøbninger af lavere kvalitet bruges ofte sandstøbningsmetoden, som dog ikke opnår de samme resultater som den mere komplekse tabt voks-teknik med hensyn til overfladeegenskaber og kvalitet.
Grafisk eller skulpturel udgave, der er initieret af ars mundi, og som kun er tilgængelig hos ars mundi eller hos en distributionspartner, der er licenseret af ars mundi.
> Alle eksklusive udgaver fra ars mundi
Kunstnerisk bevægelse, der erstattede impressionismen i begyndelsen af det 20. århundrede.
Ekspressionisme er den tyske form for kunstrevolution inden for maleri, grafik og skulptur, som fandt sin forløber i Paul Cézannes, Vincent van Goghs og Paul Gauguins værker i slutningen af det 19. århundrede. Ekspressionisterne forsøgte at gå videre til maleriets grundlæggende elementer. Med levende, ubrudte farver i store områder og med vægt på linjen og den deraf følgende målrettede suggestive ekspressivitet kæmpede de mod den kunstneriske smag, der var etableret af borgerskabet.
De vigtigste repræsentanter for ekspressionismen var grundlæggerne af "Die Brücke" (Broen): Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel, Karl Schmidt-Rottluff, Max Pechstein, Otto Mueller og Franz Marc, August Macke, blandt andre.
Mestre i wienerekspressionismen er Egon Schiele og Oskar Kokoschka. Ernst Barlach er den mest berømte af skulptørerne.
Fauvismen er den franske form for ekspressionisme.
Betegnelse for et kunstobjekt (skulptur, installation), som er fremstillet efter kunstnerens ønske i flere eksemplarer i et begrænset og nummereret oplag.
Artist's multiple bidrog til "demokratisering" af kunsten, da værket blev gjort tilgængeligt og overkommeligt for et bredere publikum.
Et plastisk værk af skulpturel kunst lavet af træ, sten, elfenben, bronze eller andre metaller.
Mens skulpturer af træ, elfenben eller sten fremstilles direkte fra materialeblokken, fremstilles der først en arbejdsmodel til bronzestøbning. Normalt er den lavet af ler eller andre letformelige materialer.
Skulpturens storhedstid efter den romerske oldtid var renæssancen. Impressionismen gav en ny impuls til skulpturkunsten. Også samtidskunstnere som Jorg Immendorf, Andora og Markus Lupertz berigede skulpturen med fremragende værker.