Billede »Dr. Hagemann« med en portrætstudie på bagsiden (ca. 1930) (Unikt eksemplar)

Hvis et menneskes frygt bliver for stor, og dets formål med livet ikke bare trues, men også tages fra det, ser det ofte kun én udvej: selvvalgt død. Det var det, der skete for Ernst Ludwig Kirchner, som endte sit liv med et pistolskud den 15. juni 1938 på en bjergpræstegård over Davos. Inden da havde han dog ødelagt sine trykblokke og de fleste af sine skulpturer af frygt for de tyske troppers invasion.

Han var født i Aschaffenburg den 6. maj 1880 og havde boet i Schweiz siden den 13. oktober 1918, da en svær depression og stofmisbrug fik hans venner til at henvise ham til lægen Ludwig Spengler i Davos efter gentagne ophold på et sanatorium i Tyskland.

Første Verdenskrig, som Kirchner "meldte sig ufrivilligt til", udløste hans angst for første gang. Hans "Selvportræt som soldat" fra 1915 var et særligt vidnesbyrd om denne indre tilstand.

Kirchner var en maler, der altid skildrede sine umiddelbare omgivelser i olie, træsnit, raderinger og skulpturer. Hans arbejde er således opdelt i flere faser: Som medstifter af kunstnersammenslutningen "Brücke" i 1905 repræsenterede han et stærkt farverigt og ekspressivt maleri, hvis temaer primært er de såkaldte "kvartersaktstykker" samt byscener fra Dresden og Berlin. Med "opdagelsen" af friluftsmaleriet flyttede nøgenbillederne fra atelieret ud i det fri: i 1904 til Moritzburg-søerne og fra 1908 til Fehmarn.

Efter opløsningen af "Brücke" i 1913 valgte Kirchner så de berlinske gadescener som sit nye motiv, der skildrer kokotternes miljø med hårde strøg og sorte konturer. Det paradisiske landskabsmaleri måtte således i lang tid vige for et kritisk blik på samfundets marginaliserede grupper.

Det var først, da han vendte tilbage til Schweiz, at han fandt indre ro og balance. De schweiziske malerier fra 1920'erne fascinerer med deres farveharmonier og flydende former.

Ud over maleri og grafik beskæftigede kunstneren, der boede i en alpehytte, sig også med skulptur. Men nazisternes magtovertagelse og bagvaskelsen af 639 af hans værker som "degenereret kunst" gav endnu en gang næring til den følsomme kunstners frygt og førte ham ud i katastrofen.