Caspar David Friedrich
1774-1840
Caspar David Friedrich var den vigtigste tyske romantiske maler. Selv hans personlighed var indbegrebet af den typiske romantiker: han var indadvendt, tæt på naturen og religiøs; han så naturen som et spejl af de menneskelige følelser. I sine minutiøst præcise malerier opnåede Friedrich en uovertruffen metafysisk gennemsigtighed.
"Maleren skal ikke kun male det, han ser foran sig, men også det, han ser i sig selv." Med denne anbefaling til sine malerkolleger forklarede Caspar David Friedrich drivkraften og meningen bag sine malerier.
Skildringen af landskaber indtager en fremtrædende plads i hans arbejde. Friedrich tog på lange vandreture med venner gennem bjergene og langs kysten. Han oplevede mennesket i sin lillehed i forhold til naturens enorme kraft. De ensomme figurer stirrer længselsfuldt ind i store landskaber med fjerne horisonter. De vender ofte ryggen til beskueren, så han kan leve sig ind i dem. Ved hjælp af symbolske naturmetaforer, månen som universet og træstubbe som en reference til forgængelighed, skabte han kontemplative romantiske følelser og religiøse stemninger. Friedrich ønskede at give et indblik i den menneskelige sjæl med sine naturstemninger.
I en alder af 24 år, efter en akademisk uddannelse i København, flyttede den unge kunstner til Dresden. I byen ved Elben dannedes den tidlige romantiks centrum omkring ham og andre malere såvel som digtere som Tieck og Schlegel. Romantikken er kendetegnet ved den gensidige påvirkning mellem poesi og maleri. Friedrichs landskaber er spejle af følelser og søger at udtrykke visuelt, hvad poesien opnår med ord. "Den mystiske vej fører indad. Inden i os, eller ingen steder, er evigheden med sine verdener, fortiden og fremtiden." Sådan udtrykte digteren Novalis sig på vegne af de tidlige romantikere.
