Ulrich Lipp
Et farvefyrtårn, der udstråler en ubekymret stemning – Ulrich Lipp, født i Allgäu, Tyskland, i 1955, forstår farvernes kraft. Selve det faktum, at alt eksisterer, er kilden til den næsten tidløse kraft i Ulrich Lipps malerier. Fra kompositionen til penselstrøgene – hans værker hylder denne oprindelse til alt det synlige og lader farven blive et manifest og en gave af ren livsglæde.
Denne glæde synes nu at vokse til en tilstand af salighed: Farverne er blevet selvstændige og på en måde hjemlige; de kondenserer på lærredet til former, som de ikke modtager, men giver sig selv. En kreativ vilje til farve kommer til udtryk i skarpe konturer, der stammer fra det billedmæssige rums undergrund og måske derfor kræver en stærkere ramme.
Hver farveimpuls udfolder sig i en fysikalitet, der hverken er repræsentation eller abstraktion, men snarere en selvstændig skabelse i det frie spil mellem form og resonans. Det eneste, der tæller som en ydre grænse, er det, som en anden farve lader genlyde i det omgivende rum. Således udbreder de sig til vidtstrakte landskaber uden nogensinde at blive påtrængende; de indtager gerne billedeet med gestus, der er lige så oprindelige som fredfyldte, og byder alt velkommen undtagen det tvivlende blik; eller de nyder sig selv i den geometriske form af cirklen, udtrykket for fuldendt suverænitet og ro (som Gaston Bachelard erkendte det: »l’être est ronde« = dk.: væsenet er rundt).
Dette sker så naturligt, at hvis en betragter kunne træde ind i billederne og fortabe sig fuldstændigt i dem, ville farverne helt sikkert afsløre deres essens i lyd og tone: ikke længere som en synlig modstykke, men som et blidt, altgennemtrængende budskab om en sammenhæng, der ikke kan frembringes, men kun høres.
Og således kan de nye billeder kaldes musikalske: Den rumlige dybde omdannes til en lydflade, der forviser alt det figurative til en elastisk atmosfære og dermed indsætter det i en magisk svæven, hvis tidsmæssige essens alene kan gøre krav på at rumme lykke.
For lykke er kun flygtig, når den knytter sig til den lykkelige. Men hvis kunst er visualiseringen af det at se og ikke af det, der ses, så hylder disse billeder glæden ved at se: nemlig når skaberglæden og lykken ved at være et væsen omfavner hinanden.
I 1983 afsluttede Ulrich Lipp sine studier i de frie kunster ved Hochschule für Bildende Kunst i Düsseldorf, Tyskland. Siden da har han arbejdet som selvstændig kunstner og har med succes udstillet i forskellige gallerier og kunsthuse over hele Tyskland. Lipp har boet og arbejdet i Westerwald siden 1993.
