Billede "Danserinden" (1922), indrammet

"Jeg vil skabe mennesketyper og ikke portrætter, og jeg vil have rummets essens og ikke interiører," sådan opsummerer Oskar Schlemmer med få ord tilgangen til sin kunst. Rummet i sig selv er hans tema - og menneskene i sig selv. Det ville være forkert at se storbymennesker, anonymiserede, endda "fremmedgjorte" mennesker i de omhyggeligt komponerede mannequiner. Det er ikke tilfældigt, at de minder om arkaiske modeller, som Schlemmer hyldede som det højeste udtryk for menneskelig form.

I lang tid blev Oskar Schlemmer ikke udstillet grundigt, og selv grundlæggende akademiske publikationer var vanskelige. Årsagen var, at Schlemmers arvinger i anden generation gentagne gange trak lån tilbage fra museer og nogle gange endda forbød reproduktioner. Det gjorde den store Bauhaus-kunstner til en "berømt ukendt". Mens enkelte værker (såsom "Bauhaus-trappen") blev ikoniske, forsvandt en anden del af hans oeuvre stort set fra samtidens bevidsthed. Det har først ændret sig for nylig.

I 2015 dedikerede Staatsgalerie i Stuttgart en verdenskendt udstilling til Oskar Schlemmer, hvis katalog - 70 år efter hans død - endelig kunne tilbyde en omfattende, rigt illustreret præsentation. Også uden for fagkredse blev han igen anerkendt som modernismens store mester, der bør nævnes i samme åndedrag som Bauhaus-kollegerne Kandinsky og Klee.