Den 2. maj 1898 blev "Berliner Secession" grundlagt - en begivenhed, der havde til formål at bringe et frisk pust til Berlins kunstscene. 65 kunstnere sluttede sig til denne sammenslutning i protest mod kunstakademiets og statens kunstpolitik. De kritiserede primært jurybeslutningerne på etablerede udstillinger og krævede mere deltagelse og deres egne udstillingslokaler.
Medlemmerne af Berlin Secession kom fra forskellige kunstneriske bevægelser som impressionisme, symbolisme og art nouveau. Allerede i sin åbningstale til den første udstilling i 1899 påpegede deres præsident Max Liebermann, at et kunstværk ikke behøvede at tilhøre en bestemt stil for at blive vist. Kunstværket skulle blot udtrykke en "oprigtig følelse". Berlin Secession talte mange prominente navne, herunder Max Beckmann, Ernst Barlach, Lovis Corinth og Ernst Ludwig Kirchner, samt - hvilket var usædvanligt på den tid - flere kvindelige kunstnere som Käthe Kollwitz, Dora Hitz og Sabine Lepsius. Berlin Secession udviklede sig hurtigt til en anerkendt platform for samtidskunst fra hele Europa. Men under politisk pres i den nationalsocialistiske æra blev den tvunget til at opløse sig selv.
