Romantisk landskabsmaleri

I romantikkens kunst hørte landskaberne til blandt maleriets vigtigste motiver. I hele filosofien i denne epoke, som strakte sig omtrent fra slutningen af det 18. til midten af det 19. århundrede, spillede naturen en vigtig rolle. Den blev betragtet som et sted for inspiration og ro, men også som et tilflugtssted fra virkeligheden.

Denne naturforbundethed fandtes også i det romantiske landskabsmaleri. Dets kunstnere rettede hele deres opmærksomhed mod motiver fra naturen og arkitekturen. De opfattede landskaberne som fuldstændig selvstændige motiver, hvor menneskene – hvis de overhovedet var til stede – spillede en underordnet rolle.

Men kunstnerne ville i deres værker ikke kun vise naturens skønhed. I de scener, de malede, gav de ofte også udtryk for deres følelser samt mystiske eller spirituelle temaer. Men hvorfor var det netop landskaberne, der blev denne epokes foretrukne billedindhold? Dette spørgsmål vil i det følgende blive undersøgt ved hjælp af romantikkens kendetegn, motiver og nøgleværker.

Det romantiske landskabsmaleri og dets vigtigste kendetegn

Romantikken kan kun i begrænset grad betegnes som en selvstændig stil i kunsthistorisk forstand. Maleriet i denne tid udviklede knap nok egne innovationer i malemåde og billedkomposition, som man finder i andre epoker, for eksempel i impressionismen eller i ekspressionismen. Derfor kan man også kun nævne få typiske stilistiske kendetegn ved romantikkens maleri. Fællestrækkene i denne tids værker består snarere i den indholdsmæssige orientering og verdensanskuelsens grundprincipper. Mange malere og malere i romantikken lod sig inspirere af tidens ånd og filosofien i hele epoken ved udformningen af deres billeder.

Indflydelsen fra romantikkens ideer kan observeres i fire forskellige kendetegn ved landskabsmaleriet:

1. Naturen som sjælens hjem

I hele romantikkens epoke havde naturen en særlig rolle. Kunstnerne var fascinerede af dens storhed og skønhed og betragtede den som et spejl for sjælen. I naturen fandt de ro, men de anså den også for at være et sted for det overnaturlige og spiritualiteten. Også romantikkens malere opdagede landskabernes potentiale som billedtema. De ville ikke blot gengive skove, marker, bjerge, hav og søer realistisk. Snarere erkendte de den store symbolske kraft, som landskabsbilleder kunne indeholde.

2. Landskabsmaleriet som individets stemme

Et centralt kendetegn ved romantikken var den stærke reference til det egne jeg. Koncentrationen om den subjektive fornemmelse afspejlede sig også i naturskildringerne. Natur og landskaber stod i romantikkens maleri ikke kun for sig selv, men havde stor symbolsk kraft.

I landskabsmalerier kunne kunstnerne bringe deres sjæleliv og hele deres følelsesverden til udtryk. De lod følelser som kærlighed, angst og længsel helt op til lidenskab og melankoli flyde ind i deres værker. Men også deres store fascination af den mystiske verden, drømme, det overnaturlige og spiritualiteten kunne de artikulere i naturskildringer. Samtidig vendte kunstnerne sig mere og mere bort fra den naturtro gengivelse af naturen. De valgte fremstillingsformer, som efter deres opfattelse tjente til at formidle deres følelser og tanker så intenst som muligt.

3. Følelser og symbolik som principper for maleriet

For at gøre romantikkens temaer erfarelige i deres værker anvendte kunstnerne forskellige billedlige virkemidler. De opdagede især lysforholdene som en mulighed for at udtrykke stemninger. Således satte de deres motiver i lyset fra forskellige tider på dagen og året eller under forskellige vejrforhold. Det kunne de især imponerende omsætte i billeder af solnedgange, daggry og fuldmånenætter eller af efterårsagtige eller vinterlige impressioner.

Ofte rettede romantikkens malere med deres billedkomposition sig direkte mod beskuernes følelser. For eksempel ville de med vide panoramaer fremkalde indtrykket af længsel eller ensomhed. Mørke, tågefyldte scener skulle derimod virke mystiske eller hemmelighedsfulde og få publikum til at gyse. Med kraftige lys-mørke-kontraster forsøgte kunstnerne desuden at få deres billedscener til at virke dramatiske.

Brugen af særligt intense og kontrastfulde farver bidrog også til denne effekt. Selvom romantikkens kunstnere tillagde lyset og atmosfæren i deres værker større betydning, lagde de stadig vægt på en realistisk malemåde af billedobjekterne. De viede sig til dels akribisk til detaljerne i billedgenstandene, så der næsten ikke længere kan ses nogen forskel mellem malerierne og virkeligheden.

4. Mennesket som staffage

Koncentrationen om den egne tilstand førte i maleriet dog ikke – som man måske kunne have forventet – til, at der var mange personer at se i værkerne. Tværtimod lå fokus i romantikkens landskabsskildringer helt og holdent på naturen. Mennesket, som i mange tusinde år havde stået i centrum for maleriet, mistede betydning. Det romantiske landskabsmaleri undlod enten personer helt eller nøjedes med at fremstille nogle få mennesker relativt små eller i kanten og indlejre dem i landskabsscenerne.

Det romantiske landskabsmaleri og dets motiver

Landskaberne hørte sammen med genrescener og portrætter til blandt romantikkens vigtigste billedtemaer. Men midt i det 18. århundrede var landskabsmaleriet stadig en relativt ung genre. Gennem mange tusinde år spillede natur og landskaber kun en underordnet rolle i maleriet. I centrum stod først og fremmest personer og deres handlinger. Landskabsskildringerne tjente blot som kulisse eller baggrund. Først efter middelalderen etablerede skildringen af naturen sig som et selvstændigt motiv.

I romantikken kunne landskabsmaleriet endnu en gang udvikle sig betydeligt videre og fik mange nye facetter. I romantikernes filosofi spillede naturen en betydningsfuld rolle. Det romantiske landskabsmaleri kunne give udtryk for denne fascination og dyrkelse af naturen. Kunstnerne ville i deres malerier ikke bare afbilde landskaberne. De så dem snarere som refleksionsflader for deres tanker og følelser.

Til deres malerier lod kunstnerne sig ofte inspirere af forskellige regioner i Europa, men de malede også frit opfundne landskabsmalerier. Den engelske maler William Turner orienterede sig således ofte efter virkelige landskaber og skabte billeder af Venedig, Calais eller Konstanz.

Også Caspar David Friedrichs landskabsmaleri byggede på motiver, som han havde samlet på rejser gennem Tyskland. Men senere arrangerede han ofte sine indtryk fuldstændig på ny i atelieret og lod på den måde fiktive landskaber opstå. Uafhængigt af om billedscenerne var virkelige eller imaginære, viser romantiske landskabsmalerier som regel idylliske øjeblikke i naturen.

Til de populære motiver i det romantiske landskabsmaleri hørte frem for alt:

• Skove, træer og lysninger, bække og søer samt billeder af bjerge og klippeformationer.
• Enkeltstående bygværker som borge, slotte eller kirker.
• Også andre arkitekturmalerier samt byer og landsbyer.
• Marinemalerier med havne, billeder på det åbne hav eller fra stranden
• Vejrfænomener som storme eller snefygning
• Mennesker eller dyr optrådte derimod som regel slet ikke eller kun i kanten.

Uafhængigt af motiverne valgte kunstnerne i det romantiske landskabsmaleri ofte fremstillingen i et vidt panorama. På den måde kunne de give himlen og horisonten med sol, måne og skyformationer meget plads. Her skabte de også de lysstemninger, som er typiske for det romantiske landskabsmaleri.

Værkeksempel 1: William Turner – "Temeraires sidste rejse"

William Turners maleri "Temeraires sidste rejse" hører til højdepunkterne i det romantiske landskabsmaleri. Turner (1775–1851) var en af de betydeligste malere i den engelske romantik. Som næppe nogen anden i sin tid mestrede han at skabe stemningsfulde og dramatiske motiver uden at forfalde til patos.

Som en af de første kunstnere gjorde han belysningen af scenerne til et selvstændigt emne. Dermed ydede han betydningsfuldt pionerarbejde for hele landskabsmaleriet. Hans maleri "Temeraires sidste rejse" fra 1839 står som et eksemplarisk udtryk for hans visionære billedsprog.

Marinemaleriet har en reel historisk baggrund. Det viser den britiske kanonbåd "Temeraire", mens den bliver slæbt til ophugning. Sejlskibet havde spillet en vigtig rolle i slaget ved Trafalgar. Turner gav dog her afkald på enhver form for heroisk fremstilling. Han gjorde snarere dette motiv til et symbol på afsked og forgængelighed. Det tidligere så glorværdige skib er ikke længere i stand til at sejle selv og må trækkes af en hjuldamper.

Denne mindeværdige stund understregede Turner med en meget følelsesladet lysstemning. Solen kan næsten ikke trænge igennem slørskyerne på himlen, så hele scenen er badet i et dunkelt, melankolsk lys.

Værkeksempel 2: Caspar David Friedrich – "To mænd i betragtning af månen"

"To mænd i betragtning af månen" af Caspar David Friedrich (1774–1840) er et af de bedste eksempler på det romantiske landskabsmaleri. Den tyske maler havde udviklet en meget individuel fortolkning af denne genre.

Gennem sine malerier gav han udtryk for forskellige følelser som længsel, lidenskab og melankoli, men også mystik og politiske indhold. "To mænd i betragtning af månen" forener forskellige typiske kendetegn ved romantikkens maleri. Selv om titlen henviser til de to personer, er de ikke billedets emne. I centrum står snarere landskabet og øjeblikkets hemmelighedsfulde stemning.

Den natlige scene er fuld af dyb symbolik:

• Således gælder månen i romantikken som et symbol på længsel.
• Det store træ derimod, som virker dødt og knap bærer blade, kan tydes som et symbol på døden.
• Også farvelægning og lysstemning bidrager til en hemmelighedsfuld stemning.

Det er ligeledes typisk for det romantiske landskabsmaleri, at Friedrich kun viser mændene bagfra. Så forbliver de anonyme og afleder ikke opmærksomheden fra landskabet som hovedmotiv.

Det romantiske landskabsmaleri har ikke mistet noget af sin fascination frem til i dag

Også omkring 200 år efter sin blomstringstid kan det romantiske landskabsmaleri stadig fascinere publikum med sin æstetik, sin atmosfære og sine motiver. Udstillinger med værker af malere som William Turner, Caspar David Friedrich, John Constable, Carl Spitzweg eller Eugène Delacroix finder også i dag stor tilslutning.

Men også samtidige malere knytter an til denne traditionsrige genre. En grund til den vedvarende popularitet for romantikkens landskabsmaleri kunne være, at denne form for maleri med sine tidløse temaer dengang som i dag er meget tæt på menneskene. I maleriet fra denne epoke finder menneskenes sjæl, ånd og følelser deres modstykke. Hele følelsesverdenen fra kærlighed og glæde til melankoli og sorg afspejles i romantikkens kunst. På den måde kan menneskene genfinde sig selv i disse værker i alle historiske faser.

Muligvis bidrager også den omstændighed til den vedvarende interesse for romantikkens maleri, at naturen som dets centrale tema igen får større betydning. Også i dag betragtes naturen som et symbol på fred og ro. I lyset af en verden, der udvikler sig stadig hurtigere, vedvarende kriser og et konstant pres mod (selv-)optimering, trænger eksistentielle spørgsmål sig i stigende grad på hos mange mennesker. Da fremstår den rolige og oprindelige natur som et velkomment tilflugtssted.

Måske skyldes det også ganske enkelt romantikkens kunstneres håndværksmæssige perfektion. Det romantiske landskabsmaleri forener en intens atmosfære med virkelighedstro billeddetaljer og kommer dermed virkeligheden meget nær. Ikke mindst derfor formår de imponerende naturindtryk hos en William Turner eller Caspar David Friedrich stadig i dag nærmest magisk at tiltrække publikum.

Ønsker du at få mere at vide om landskabsmaleri? Dyk dybere ned i landskabsmaleriets historie i vores magasinartikel.

Udvalgte værker om det romantiske landskabsmaleri