Malerkunstens epoker

Renæssance, impressionisme, abstrakte bilder eller pop-art – disse og mange andre betydningsfulde epoker i maleriet har haft afgørende indflydelse på kunsthistorien. I løbet af de seneste cirka 1500 år har der udviklet sig en fascinerende mangfoldighed af stilarter inden for maleriet – og den dag i dag er motiver, teknikker og kunstneriske koncepter underlagt en kontinuerlig forandring. Nedenfor giver vi dig et kort kronologisk overblik over de vigtigste epoker i maleriets historie fra middelalderen til nutiden. Fokus er på epokernes væsentlige kendetegn samt typiske værkeksempler.

Middelalder

Middelalderens maleri strakte sig omtrent fra det 5. til det 15. århundrede. I denne periode udviklede der sig forskellige stilretninger inden for kunsten, såsom romanikken eller gotikken. I middelalderen stod maleriet fuldstændigt i kirkens og den kristne læres tegn. Den katolske kirke havde etableret sig i mange europæiske lande. Den udsmykkede sine kirker og klostre med talrige malerier, fresker og skulpturer og var dermed den vigtigste opdragsgiver for kunstværker.

• Vigtig funktion: I middelalderen havde maleriet en vigtig opgave. Da kun få mennesker på dette tidspunkt kunne læse, fungerede malerierne som et centralt kommunikationsmiddel for den katolske kirke. Gejstligheden brugte billederne til at udbrede den kristne religion og dens værdier samt til at styrke de troende i deres tro.
• Religiøse motiver: Som indflydelsesrig opdragsgiver fastlagde den katolske kirke ofte også motiverne. Malerierne viste fortrinsvis temaer fra Bibelen. Det omfattede for eksempel scener fra Kristi liv, Mariafremstillinger eller Pietà-skildringer.
• Stiliseret malemåde: Fremstillingen af billedmotiverne var i middelalderen endnu ikke særlig realistisk. Figurerne blev oftest malet meget forenklet og stereotypt. De manglede desuden ofte individuelle kendetegn.

Værkeksempel: "Bebudelsen til Maria" af Konrad Witz

Den tysk-schweiziske maler Konrad Witz skabte omkring 1440 sit maleri "Bebudelsen til Maria". I dette værk viser han, hvordan Maria i et enkelt rum får at vide af en engel, at hun er gravid. Konrad Witz blev dog allerede regnet blandt avantgardisterne blandt middelalderens malere. Han bestræbte sig på en så virkelighedsnær fremstilling af billedobjekterne som muligt. Derudover forsøgte han at skabe rumlig dybde i sine malerier.

Kunstepoker i maleriet: Renæssance

Renæssancen begyndte omkring overgangen fra det 14. til det 15. århundrede og varede cirka 200 år. Det centrale kendetegn ved malerier fra renæssancen var tilbagevenden til æstetikken og stilen fra den romerske og græske oldtid. Maleriet i denne periode adskilte sig fra middelalderen især med hensyn til billedtemaer og fremstillingsformer.

• Verdslige og religiøse motiver: Mens bibelske og religiøse temaer og figurer dominerede i middelalderen, fandt nu også verdslige motiver vej ind i maleriet. Kunstnerne portrætterede i stigende grad almindelige mennesker, og der opstod også de første billeder af dyr.
• Tilbagevenden til virkeligheden: Det vigtigste kendetegn ved renæssancemaleriet var ambitionen om at fremstille billedobjekterne så naturtro som muligt. Kunstnerne fokuserede på korrekt gengivelse af proportionerne mellem menneske og natur. Indførelsen af centralperspektivet bidrog også hertil. Med denne form for billedkomposition lykkedes det kunstnerne at simulere rumlig dybde i deres malerier.
• Oliemaleri: I renæssancen blev oliemaleriet stadig mere populært. Oliefarverne åbnede mange nye muligheder for kunstnerne. De var mere kraftfulde og lysende og tillod finere farvenuancer. Derudover muliggjorde oliefarverne teknikken "sfumato". Ved denne malemåde arbejdede kunstnerne ikke med skarpe kontraster, men lod konturerne flyde let sammen gennem en raffineret blødtegning.

Værkeksempel: "Mona Lisa" af Leonardo da Vinci

I renæssancen opstod mange betydningsfulde værker i kunsthistorien, for eksempel Sandro Botticelli "Venus' fødsel", Albrecht Dürer "Markhare" eller freskerne i Det Sixtinske Kapel af Michelangelo. Det mest berømte værk fra renæssancen er dog sandsynligvis Leonardo da Vinci "Mona Lisa". Da Vinci malede Mona Lisas ansigtstræk samt landskabet i baggrunden forbløffende realistisk. Derudover regnes maleriet som et paradeeksempel på sfumato-teknikken.

Barok

Barokken fulgte umiddelbart efter renæssancen og varede cirka fra begyndelsen af det 16. århundrede til midten af det 18. århundrede. Denne epoke er blevet et symbol på pragtfuld kunst. Fra barokken stammer mange berømte kunstnere, for eksempel Michelangelo da Caravaggio, Jan Vermeer, Rembrandt van Rijn eller Peter Paul Rubens. Barokkens maleri havde mange fællestræk med renæssancen. Det udviklede sig dog især med hensyn til billedtemaer og maleteknikker.

• Mangfoldighed af motiver: Blandt maleriets epoker var barokken den første, hvor kunstnerne greb mange forskellige billedtemaer i deres værker. Scener fra religion og mytologi forblev meget populære. Men også rent verdslige motiver som genrebilleder, landskaber, dyr, stilleben og portrætter blev mere og mere udbredte.
• Virkelighedsnær fremstilling: Barokkens malestil var stadig tydeligt inspireret af renæssancen. Malerne forsøgte at fremstille deres billedverdener så realistisk som muligt. De begyndte at give billedobjekterne en plastisk virkning og at skabe illusionen af rumlig dybde. Derudover bestræbte de sig på en særligt dramatisk og følelsesladet fremstilling af deres billedscener.
• Lysføring som formgivende element: En udbredt teknik til at give billedscenerne en stemningsfuld intensitet var spillet mellem lys og skygge ("chiaroscuro"). Bevidst placerede lysakcenter eller aftagende belysning skabte dynamik og definerede stemningen.

Værkeksempel: "Nattevagten" af Rembrandt van Rijn

Et af de mest berømte barokmalerier er "Nattevagten" af Rembrandt van Rijn. Billedet viser forsamlingen af en amsterdamsk skyttegilde. Den hollandske maler iscenesatte uden tvivl denne scene mere, end han realistisk afbildede den. Med en helt særlig lysføring og kraftige lys-mørke-kontraster skabte han en næsten teatralsk atmosfære.

Romantik

Romantikken betegner perioden mellem slutningen af det 18. og midten af det 19. århundrede. I denne tid tog humaniora, kunst og litteratur afstand fra den stærkt rationelt prægede klassicisme, som umiddelbart gik forud for romantikken. I romantikkens filosofi stod individet med sine følelser og sin tankeverden i centrum. Også en spirituel forbindelse til naturen samt Guds nærvær spillede igen en rolle. Mange af disse aspekter blev også optaget af romantikkens malere.

• Mennesket og naturen som motiver: Ligesom i de foregående epoker inden for maleriet fik mennesket også i romantikken stadig større betydning som motiv. Kunstnerne tematiserede undertiden konkret, undertiden symbolsk individets tanker og følelser. Den anden store motivgruppe i romantikkens maleri var naturen. Malerne viste landskaberne i al deres skønhed. Dog havde de også en tendens til at forherlige naturen og fremstille den mere idyllisk, end den faktisk var.
• Følelser som budskab: I romantikken blev maleriet et spejl af den menneskelige sjæl. Motiverne, især landskaberne, stod ikke kun for sig selv, men symboliserede individuelle følelser som melankoli, glæde, angst eller længsel. Malerne valgte ofte meget dramatiske eller mystiske billedverdener.
• Spirituelle konnotationer: I romantikkens malerier skulle motiverne ikke blot gengives så æstetisk som muligt. I scenerne gemte der sig altid også antydninger af transcendens, spiritualitet og religion. Især i episke landskabsfremstillinger kom forestillingen om eksistensen af højere væsener eller parallelle verdener til udtryk.

Værkeksempel: "Vandreren over tågehavet" af Caspar David Friedrich

Caspar David Friedrichs mesterværk fra 1818 er et særligt godt eksempel på romantikkens kunst. Det viser en mand på en klippe, der ser ud over et oprørt hav af skyer. Friedrich skabte i dette maleri et yderst stemningsfuldt landskab, hvor mennesket dog også spiller en væsentlig rolle. Scenen kan fortolkes på mange måder, for eksempel som et symbol på ensomhed, et melankolsk tilbageblik, et (metaforisk) blik ned i afgrunden eller opnåelsen af et mål.

Malerkunstens epoker: Realismen

Realismen gjorde sit indtog i malerkunsten fra midten af det 19. århundrede og frem. Denne malestil var en reaktion på de foregående epoker inden for malerkunsten. Disse havde stort set ikke beskæftiget sig med menneskers virkelige levevilkår og havde ofte skildret verden på en idealiseret og forskønnet måde. Realismen derimod sigtede mod en autentisk skildring af levevilkårene i midten af det 19. århundrede.

• Motiver fra hverdagen: Sammenlignet med andre stilistiske epoker inden for malerkunsten var realismen først og fremmest kendetegnet ved sine særlige motiver. Kunstnerne beskæftigede sig primært med den almindelige befolknings levevilkår. I deres malerier viste de ofte hverdagssituationer, der involverede arbejdere, bønder og borgerskabet. Ud over det sociale liv hørte landskaber også til blandt motiverne. Disse malerier skildrede som regel lokale og ret uanselige områder.
• Ingen forskønnelse af virkeligheden: Realismens billeder havde til formål at formidle et autentisk indtryk. Af denne grund afholdt malerne sig fra enhver form for idealisering, forskønnelse eller dramatisering. I stedet indtog kunstnerne rollen som neutrale iagttagere. Gennem sin næsten dokumentariske karakter fik det realistiske maleri også en politisk og samfundskritisk undertone.
• Naturtro gengivelse: Realismens ambition afspejlede sig også i malestilen. Malerierne sigtede mod en gengivelse af motiverne, der var så tæt på virkeligheden og så detaljeret som muligt. De anvendte hverken skrigende farver eller andre overdrevne effekter. I stedet arbejdede de ofte med dæmpede farver og holdt sig til motivenes naturlige proportioner.

Eksempel på et værk: "Stenbryderne" af Gustave Courbet

Den franske maler Gustave Courbet (1819 – 1877) var en førende repræsentant for realismen. I sit maleri "Stenbryderne" fra 1849 gjorde Courbet to mænd, der udførte hårdt arbejde, til motivet. Det ser ud, som om Courbet havde observeret de to arbejdere i al hemmelighed. På grund af den realistiske malestil fremstår scenen meget autentisk og troværdig.

Impressionisme

Impressionismen udviklede sig i anden halvdel af det 19. århundrede. Denne epoke bragte betydelige innovationer til maleriet. Impressionisterne ønskede ikke at afbilde verden realistisk, men at indfange øjeblikkets atmosfære i deres værker. Til dette formål gik de helt nye veje både i maleteknik og billedkomposition. Blandt de mest kendte repræsentanter for impressionismen er Claude Monet, Pierre-Auguste Renoir, Edouard Manet og Camille Pissarro.

• Atmosfære frem for perfektion: I de forudgående maleriske epoker gjaldt stadig den regel, at malerierne skulle gengive verden så præcist som muligt. Impressionismen brød for første gang med denne regel. Dens malere satte sig som mål at overføre deres individuelle opfattelse af et øjeblik til lærredet. En særlig rolle spillede her gengivelsen af lysforholdene. Kunstnerne formåede at gengive farven og intensiteten af lyset, som ændrede sig afhængigt af tid på dagen og årstiden.
• En revolutionerende malemåde: Impressionisterne ændrede også deres malemåde. For at gengive det subjektive indtryk reducerede de detaljerne i billedobjekterne, lod konturerne flyde ud eller malede blot silhuetter. Farvepaletten tilpassede malerne ligeledes til den respektive lyssituation. De anvendte ofte lyse pastelfarver, som gjorde det muligt at gengive fine farvenuancer.
• Nye teknikker: Kunstnerne ændrede desuden hele maleprocessen. De arbejdede ikke længere billeddetaljerne frem med de fineste linjer, men påførte farven med prikker og bredere strøg. Derudover anvendte de mere oliefarve end sædvanligt, så penselstrøget blev tydeligt synligt. Mange impressionistiske malere opstillede desuden deres staffelier i det fri for at kunne overføre deres indtryk så hurtigt og uforfalsket som muligt til lærredet ("plein air-maleri").

Værkeksempel: "Indtryk, solopgang" af Claude Monet

Intet maleri repræsenterer impressionismen så godt som "Indtryk, solopgang" af Claude Monet (1840 – 1926). Maleriet fra 1872 viser havnen i Le Havre om morgenen. Monet arbejdede her allerede med impressionismens karakteristiske stilmidler. I det diffuse lys fra den endnu svage sol kan man kun ane silhuetterne af havneanlægget og skibene. "Indtryk, solopgang" blev vist på impressionisternes første udstilling i 1874 og gav hele epoken sit navn.

Moderne

Kunstperioden Moderne strakte sig fra slutningen af det 19. til midten af det 20. århundrede. Denne fase var kendetegnet ved en hidtil uset stilistisk mangfoldighed. I denne tid udviklede der sig talrige progressive udtryksformer, som til dels radikalt brød med kunstens overleverede konventioner. Der opstod flere banebrydende stilarter som Kubisme, Ekspressionisme eller Surrealisme. Blandt de store navne fra denne tid er bl.a. Pablo Picasso, Franz Marc, Paul Klee, Henri Matisse, Marc Chagall, René Magritte og Wassily Kandinsky.

• Progressiv kunstopfattelse: Mange stilarter i Modernen stillede traditionerne fra alle tidligere epoker inden for maleriet i spørgsmål. Deres kunstnere definerede grundlæggende maleriets opgave og funktion på ny. De stræbte ikke længere efter at afbilde verden perfekt. I stedet præsenterede de i deres værker deres subjektive perspektiver og formulerede følelser og tanker. Derudover begyndte de at eksperimentere med nye fremstillingsformer og udforske maleriets muligheder.
• Innovativ billedkomposition: Kunstnerne i Modernen følte sig ikke længere bundet af maleriets traditionelle regler. Særligt iøjnefaldende var tendensen til en stiliseret fremstilling. Mange malere reducerede detaljerne i billedobjekterne og arbejdede med større farveflader. Ofte ophævede de også den naturtro farvetildeling til objekterne. I stedet tildelte de farvepaletten på ny, som for eksempel Franz Marc gjorde i "Den gule ko" (1911). Også objekternes former samt billedperspektivet fortolkede de meget frit.
• Banebrydere for abstraktionen: Modernens maleri var i forhold til alle tidligere stilepoker inden for maleriet kendetegnet ved en fremadskridende afstandtagen fra den genstandsmæssige fremstilling. Dermed blev grundlaget for abstraktionen også lagt i denne periode. Mange kunstnere begyndte i deres værker udelukkende at anvende frie former, strukturer og objekter uden nogen reference til eksisterende genstande. Blandt abstraktionens pionerer var bl.a. Wassily Kandinsky, Sophie Taeuber-Arp og El Lissitzky. Senere fulgte yderligere betydningsfulde repræsentanter som Jackson Pollock, Mark Rothko, Victor Vasarely og Antoni Tàpies.

Værkeksempler: "Guernica", "Blåt hest 1" og "Komposition"

Den store mangfoldighed af stilarter afspejles i talrige betydningsfulde malerier, som opstod i Modernen. Et af de vigtigste værker fra denne fase er Piet Mondrians "Komposition med rød, gul, blå og sort" fra året 1921. Med sit billedsprog af flader og linjer blev Mondrian en banebryder for abstraktionen. Den tyske ekspressionist Franz Marc malede i 1911 maleriet "Blåt hest 1". Siden da stod det som et symbol på den indflydelsesrige kunstnersammenslutning "Den blå rytter". I 1937 skabte Pablo Picasso med "Guernica" et af det 20. århundredes mest kendte værker. Det monumentale maleri skulle blive et ikon for fredsbevægelsen og den politiske kunst.

Stilepoken for samtidens maleri

Som samtidens kunst betegnes almindeligvis kunsten fra anden halvdel af det 20. århundrede frem til i dag. Begrebet står ikke for en bestemt stilistisk epoke, men udelukkende for tidsrummet for de seneste ca. 80 år. Karakteristisk for denne fase er pluralismen af stilarter og teknikker. Talrige kunstnere inden for samtidskunsten har opnået betydelige succeser, for eksempel Andy Warhol, Gerhard Richter, Damien Hirst, Roy Lichtenstein, Alex Katz eller Banksy.

• Tradition og innovation: Mangfoldigheden af stilarter, som allerede havde tegnet sig i Modernen, fortsatte i samtidens maleri. Mange epoker fra første halvdel af det 20. århundrede som Ekspressionisme, Surrealisme og Abstraktion er stadig aktuelle i dag. Hertil kom i anden halvdel af det 20. århundrede yderligere stilarter som Pop Art, Abstrakt Ekspressionisme eller Urban Art.
• Moderne teknikker: Den tekniske udvikling stopper heller ikke ved maleriet. Computergrafik, digital billedbehandling og kunstig intelligens er blevet en del af mange maleres arbejde. Disse nye teknikker står i dag side om side med den klassiske maleri med olie-, akvarel- eller akrylfarver.
• Blanding af stilarter: Siden midten af det 20. århundrede kan man desuden observere, at kunstnere ofte ikke kun føler sig forpligtet til én bestemt epoke eller teknik. I stedet arbejder de ofte med flere stilarter og teknikker samtidigt eller kombinerer disse til en ny form for kunstnerisk udtryk. Således findes der for eksempel i værket af Gerhard Richter både abstrakte og genstandsmæssige arbejder samt blandingsteknikker som overmalede fotografier.

Værkeksempel: "Marilyn" af Andy Warhol

Pop Art bragte fra 1960'erne endnu en gang frisk vind ind i maleriet – både med hensyn til det kunstneriske koncept og billedsproget. Pop Art-kunstnerne ophøjede hverdagsgenstande og medieindhold til motiver, arbejdede med et stærkt stiliseret, køligt billedsprog og etablerede nye teknikker i kunsten som serigrafi. Den amerikanske kunstner Andy Warhol repræsenterer denne epoke som ingen anden. Blandt hans mest berømte arbejder er hans portrætter af Marilyn Monroe. Med flere værker i en blandingsteknik af akrylfarve, serigrafi og blæk hædrede han livet for den verdensberømte filmdiva.

Udvalgte værker fra de forskellige epoker