Klassicisme: tilbagevenden til antikkens idealer

Klassicismen udgør et af de mest betydningsfulde vendepunkter i europæisk kunst- og kulturhistorie. Mellem 1770 og 1840 ændrede de fleste kunstarter sig i form og indhold. Dette gjaldt ikke kun billedkunsten med maleri, billedhuggerkunst og arkitektur, men også andre kunstarter som teater, litteratur og musik samt design, mode og interiør.

Den nye stil var indlejret i en samfundsmæssig transformationsproces, som også omfattede de traditionelle magtstrukturer. Selv om klassicismens højfase kun varede lidt mere end et halvt århundrede, bragte den billedkunsten varige forandringer, som til dels stadig virker i dag. Desuden var klassicismen ikke kun et regionalt fænomen, men kunne som en af de få stilarter brede sig over hele Europa og helt til Nordamerika.

I det væsentlige støttede klassicismen i billedkunsten sig på tre grundpiller:

1. Klassicismens stil var i afgørende grad inspireret af kunstværkerne fra den græske og romerske antik.
2. Den øverste maksime for udformningen af skulpturer, malerier og arkitektur var en diskret skønhed. Æstetikken var præget af klarhed i formen, harmoni, naturlige proportioner og enkel elegance. Dermed tog klassicismen afstand fra pompøse og følelsesbetonede stilarter som barok og rokoko.
3. I klassicismen artikulerede oplysningstidens ånd sig også i kunsten. Værkernes form og indhold orienterede sig efter værdier som fornuft, rationel tænkning og moral.

I det følgende skal klassicismens karakteristiske kendetegn betragtes nærmere. Blandt andet vil omstændighederne ved dens opståen, de typiske kendetegn ved malerier og skulpturer samt vigtige repræsentanter for klassicismen og deres værker blive forklaret nærmere. Fokus vil ligge på maleri og billedhuggerkunst. Afslutningsvis skal der også kastes et blik på betydningen af klassicistisk kunst i nutiden.

Hvordan opstod klassicismen?

Forskellige omstændigheder og påvirkninger sørgede for, at klassicismen fra midten af det 18. århundrede kunne udvikle sig som en ny stil inden for billedkunsten. Flere faktorer muliggjorde dette eller bidrog dertil: forandringerne i politik og samfund, trangen til en stilistisk nyorientering samt en voksende interesse for antikkens kunst.

Europa i tider med politisk og samfundsmæssig forandring

Fra midten af det 18. århundrede befandt mange lande i Europa sig i en fase med politisk og samfundsmæssigt opbrud. Flere betydningsfulde begivenheder bestemte udviklingen:

• I Frankrig havde den franske revolution fra 1789 ført til en dybtgående forandring inden for stat og samfund. I den forbindelse mistede adel og gejstlighed magt, og borgerskabet fik større betydning.
• Den industrielle revolution, der begyndte ca. 1760, ændrede de økonomiske og sociale forhold i Europa.
• Koalitionskrigene fra 1792 til 1815 medførte, at territoriale grænser flyttede sig, og magtforhold ændrede sig.
• Hele Europa stod i oplysningstidens tegn. Videnskab og rationel tænkning bestemte den samfundsmæssige og politiske handling.

Frem for alt begunstigede tendenserne til demokratisering og rationalisering dannelsen af klassicismen:

• I mange lande begyndte de traditionelle hierarkier og magtforhold at vakle. Dette ramte især strukturerne i de absolutistiske monarkier samt kirkernes indflydelse. Dermed forsvandt også lidt efter lidt de pompøse og overlæssede stilelementer fra barok og rokoko, som adel og gejstlighed foretrak. Den klassicistiske kunst forstod sig som et radikalt modprogram til de foregående epoker.
• I billedkunsten kom oplysningstidens filosofi til udtryk. Som på mange andre områder af livet gjorde logik og fornuft nu også deres indtog i maleri, billedhuggerkunst og arkitektur. Både valget af billedtemaer og de kunstneriske udførelser fulgte rationelle principper. Værkerne skulle ikke længere tale til sanserne og følelserne, men til ånden. Stærkere end før tog kunstnerne nu naturen som forbillede og stræbte efter realistiske fremstillinger.
• I de urolige tider ved overgangen fra det 18. til det 19. århundrede skulle maleri og billedhuggerkunst sørge for orientering. Mange autoriteter blev draget i tvivl, hvilket igen førte til usikkerhed og orienteringsløshed. I denne tid med store omvæltninger skulle i det mindste kunsten være et sted for orden, renhed, moral og disciplin.

Klassicismen var en modbevægelse til barokken

Både blandt kunstnere og opdragsgivere pegede tegnene på en grundlæggende forandring af stilen. De kunstneriske udformningsmåder i barok og rokoko passede ikke længere til den almindelige samfundsmæssige stemning. Rationalisering, sekularisering og demokratisering skulle nu også afspejle sig i en ændret kunststil. Derfor afgrænsede de stilistiske elementer i den klassicistiske kunst sig bevidst fra de foregående epokers prunkfulde og bombastiske æstetik. Nu fungerede værker fra antikken som forbilleder, som i deres fremstillingsmåde var stærkt orienteret mod virkeligheden. Også i klassicismen vendte man sig nu igen mod naturens skønhed og enkelhed. Stilen var nu præget af reducerede, klare strukturer og mådeholdne udformningsformer uden ekstravaganzer.

Klassicismen fandt sine stilistiske forbilleder i arkæologien

En væsentlig impuls til udviklingen af klassicismen kom ikke fra kunsten selv, men fra en videnskab – arkæologien. Fra begyndelsen af det 18. århundrede koncentrerede arkæologernes interesse sig om området omkring Vesuv i Italien. Store dele af regionen var efter udbruddet i 79 e.Kr. blevet dækket af et tykt lag lava og aske. Udgravningerne i Herculaneum i 1738 og i Pompeji i 1748 bragte sensationelle artefakter for dagen. Skulpturer, fresker og mosaikker i bedste bevaringstilstand kunne præsenteres for offentligheden.

Resultaterne af udgravningerne skabte en bølge af begejstring for antikkens kunst i mange europæiske lande. Som følge heraf opdagede også kunstnere og kunsthåndværkere de stilistiske elementer i græske og romerske kunstgenstande, bygninger og brugsgenstande for sig selv. Antikkens enkle, naturorienterede udformningsmåde skulle blive stildannende for klassicismen.

Johann Joachim Winckelmann regnes som klassicismens "åndelige far"

I rapporteringen om udforskningen af antikke steder i det 18. århundrede spillede den tyske arkæolog, antikvar og bibliotekar Johann Joachim Winckelmann (1717 – 1768) en betydningsfuld rolle. Med sine skrifter prægede han i afgørende grad billedet af antikken i det tysksprogede område og bidrog væsentligt til udviklingen af klassicistisk kunst.

I 1755 skrev Winckelmann sit første store skrift "Tanker om efterligningen af de græske værker i maleri og billedhuggerkunst". Allerede her fremhævede han antikkens kunsts betydning også for samtidige værker. Fra dette arbejde stammer også den ofte citerede sætning, hvormed Winckelmann allerede formulerede en vigtig ledetråd for klassicismens billedkunst:

"Den eneste vej for os til at blive store, ja, hvis det er muligt, uefterlignelige, er efterligningen af de gamle."

Endnu i sin tid i Tyskland var Winckelmann betroet opgaven at aflægge beretning til det saksiske hof om opdagelserne i regionen omkring Vesuv. Han rejste flere gange til Italien og bearbejdede sine indtryk i talrige videnskabelige skrifter. Med sine arbejder bidrog Winckelmann væsentligt til genopdagelsen af antikken.

Han forfægtede tesen om, at nøglen til dannelse og etik var den intensive beskæftigelse med antikken. Især i de græske kunstværker så han virkeliggjort det, som efter hans opfattelse grundlæggende var kunstens opgave: fremstillingen af skønhed. Få år senere skulle mange billedkunstnere i klassicismen gribe tilbage til Winckelmanns stilistiske ledende idéer. Med sine tiltalende formulerede skrifter kunne han dog også vække interesse og begejstring for antikken i store dele af befolkningen.

Hvad er de vigtigste kendetegn ved klassicismens maleri?

Klassicismens malestil skulle afspejle den saglighed, orden og værdighed, der prægede hele epoken. For at opnå dette benyttede kunstnerne sig af en klar, reduceret fremstillingsmåde uden overdådig ornamentik.

Typiske klassicismekendetegn var:

• En klar linjeføring: Klassicismens maleri stræbte efter en saglig og detaljeret fremstilling af motiverne. Til dette arbejdede kunstnerne overvejende med klare konturer, som de definerede med fine linjer. Ved noget større flader bestræbte de sig på, at penselstrøg ikke var genkendelige, og at farvepåføringen fremstod så jævn som muligt.
• Dæmpede farver: Maleriernes og de viste motivers rationalitet skulle understøttes af moderat farvebrug. Således benyttede malerne i klassicismen sig overvejende af kølige, dæmpede farvetoner. Farverne blev betragtet som et middel til et formål og skulle ikke aflede opmærksomheden fra karaktererne og billedtemaerne. Samtidig skulle de diskrete farver bidrage til at formidle et indtryk af ro og harmoni. Også ved farvepåføringen holdt malerne sig tilbage og undgik for eksempel pastose farvelag.
• Perfekt skønhed som ideal: Et typisk klassicismekendetegn var, at malerne forsøgte at skabe perfekte og så naturligt virkende billedverdener som muligt i deres malerier. De bestræbte sig på en realistisk fremstillingsmåde af proportioner, motivdetaljer og perspektiv. For at skabe særligt harmoniske billedverdener fjernede de sig dog ganske vist også fra virkeligheden og fremstillede deres motiver idealiserende eller forskønnende. Værkernes skønhed og fuldkommenhed opfyldte også et helt konkret formål: opdragsgiverne håbede på en positiv, moraliserende effekt på publikum.
• En klart struktureret billedkomposition: Stræben efter orden og saglighed afspejlede sig også i billedkompositionerne. Billedscenerne havde en klar struktur og var anlagt meget overskueligt. Malerne begrænsede sig desuden oftest til nogle få relevante billedgenstande. Overdreven og ikke umiddelbart nødvendig staffage eller ornamentik gav de afkald på. Mange gange iscenesatte de deres billedscener som på en teaterscene. Også en symmetrisk opbygning var udbredt. Således virker for eksempel nogle værker af Karl Friedrich Schinkel (1781 – 1841), som om de var spejlet omkring en midterakse.

Klassicismen bragte også nye temaer og motiver

I klassicismens maleri fandtes mange traditionelle genrer igen. Portrætter, akter og stillebener var lige så populære som genrescener og historiemaleri. Noget sjældnere, men bestemt stadig repræsenteret, var fremstillinger af landskaber og arkitektur.

Et stort fokus lå på portrætter af vigtige samtidige og historiske personligheder. Mange malere helligede sig indflydelsesrige og betydningsfulde karakterer, for eksempel Napoleon Bonaparte, Jeanne d’Arc, Kaiserin Joséphine, Friedrich dem Großen eller Giacomo Casanova. Også vigtige historiske begivenheder blev ofte taget op, såsom "Boldhuseden", "Kroningen af Napoleon I." eller "Julius Cæsars død". Ligeledes populære motiver var karakterer fra den græske og romerske mytologi, for eksempel Ødipus, Jupiter, Venus, Amor eller Psyche. Også berømte scener fra mytologiske fortællinger som "Sabinerindernes rov" eller "Paris’ dom" blev taget op. Parallelt tematiserede malerne fortsat bibelske begivenheder, for eksempel "Bebudelsen", "Kristi indtog i Jerusalem", "Kongernes tilbedelse" eller "Adam og Eva".

Også af den samtidige litteratur lod kunstnerne sig inspirere, for eksempel af værkerne af Johann Wolfgang von Goethe og William Shakespeare. Også selvportrætter var meget populære blandt malerne. Således malede bl.a. Francisco de Goya, Angelika Kauffmann, Jean-Auguste-Dominique Ingres, Anton Raphael Mengs og Anton Graff sig selv – ofte mere end blot én gang.

Uafhængigt af motiverne gjaldt det for kunstværkerne i klassicismen, at de ikke havde noget formål i sig selv. Malerier og skulpturer måtte ikke – sådan som man senest kender det fra det 20. århundrede – kun stå for sig selv. Selv om mange kunstværker fra klassicismen som regel var af høj kvalitet og mesterlig perfektion, var dette ikke nok. Snarere skulle kunsten i klassicismen opfylde en opdragende opgave. Den skulle ikke blot glæde publikum, men også gøre det til bedre mennesker. Temaer som fornuft, moral, patriotisme, dyd og disciplin fik gennem malerier og skulpturer en synlig form. Dette kunne for eksempel ske gennem den forherligende fremstilling af en person eller en moralsk allegori. Mange opdragsgivere – såsom statsoverhoveder, aristokrater eller repræsentanter for det opstigende, velhavende borgerskab – instrumentaliserede på denne måde kunstværker målrettet til deres formål.

Skulpturernes kendetegn i klassicismen: antikke idealer som forbilleder

Klassicismens kunstnere lod mange kendetegn fra antikkens billedhuggerkunst flyde ind i deres værker. For at studere originalerne rejste mange af dem til fundstederne i Italien eller besøgte museer, hvor antikke skulpturer var udstillet. I deres værker lod de sig i afgørende grad inspirere af antikkens skulpturer både i formsprog og materialer. Kun ved bemalingen afveg de fra deres forbilleder.

Antikkens fremstillingsmåde kom de klassicistiske billedhuggere i møde

Det klassicistiske verdensbillede skulle også afspejle sig i skulpturerne fra denne epoke. Øverste maksimer for udformningen af skulpturer i klassicismen var skønhed og perfektion. Derved skulle de tjene som symbol på moral og dydighed. Derfor bestræbte billedhuggerne sig på en så fejlfri og naturlig udformning af formerne som muligt. De stræbte efter en anatomisk korrekt fremstilling med realistiske proportioner og stor detaljetroskab. Af og til afveg de dog også bevidst fra de virkelige forbilleder og fremstillede deres motiver idealiseret.

Skulpturerne blev fremstillet af marmor, bronze og gips

Klassicismens billedhuggere greb også til næsten de samme materialer som i antikken. Ofte blev der anvendt hvid marmor til skulpturerne. På grund af sin hårdhed og bestandighed egnede den sig også til store og detaljerede billedhuggerarbejder. Dens hvide grundfarve passede desuden ind i konceptet om rene, yndefulde og ædle kunstværker, sådan som de forventedes i klassicismen. Men billedhuggerne huggede ikke kun deres figurer ud af marmorblokke med hammer og mejsel. De anvendte også bronzestøbning eller modellerede plastikker af gips.

Antikkens "hvide skulpturer" er en udbredt fejlopfattelse

På ét afgørende punkt adskilte skulpturerne i klassicismen sig fra deres græske og romerske forbilleder: de var ikke bemalede og beholdt stenens naturlige farve. Det skyldtes, at man i det 18. århundrede – og også længe derefter – havde antaget, at også antikkens skulpturer var ubemalede. I det mindste var det dette billede, der blev formidlet i offentligheden.

Mere præcise undersøgelser af antikke fundstykker med moderne måleapparater beviser dog i dag, at grækerne og romerne på den tid i høj grad også havde bemalet deres skulpturer med kulørte farver. Gennem århundrederne var farverne dog falmet eller skallet af.

På trods af denne erkendelse associeres antikkens skulpturer stadig i dag med hvide overflader. Medansvarlig for dette er arkæologen Johann Joachim Winckelmann. Også han udbredte i sine skrifter billedet af de hvide plastikker. I dag antages det, at Winckelmann gjorde dette mod bedre vidende. Det er overleveret, at han allerede i det 18. århundrede bestemt havde kendskab til, at der var fundet farverester på artefakterne. Men offentligt betvivlede han aldrig forestillingen om de hvide skulpturer. Den passede for godt til de idealer om renhed og klarhed, der blev propaganderet for i klassicismen.

Vigtige repræsentanter for klassicismen

I klassicismens epoke opstod talrige betydningsfulde værker i kunsthistorien. Nogle af de vigtigste repræsentanter for klassicismen og deres værker skal præsenteres i det følgende.

Jacques-Louis David (1748 – 1825): Franskmanden hører til klassicismens vigtigste historiemalere. I sine værker tematiserede han aktuelle begivenheder i sin tid, såsom "Boldhuseden" under den franske revolution. Senere støttede han Napoleon med talrige heroiserende fremstillinger fra hans regeringstid. Ved siden af motiver fra samtidens begivenheder helligede David sig portrætmaleri samt den græske mytologi. Til hans i dag mest berømte værker hører "Bonaparte krydser Alperne ved Store Sankt Bernhard" og "Marats død".

Angelika Kauffmann (1741 – 1807): Den i Schweiz fødte maler hørte til de få kvinder, der kunne skabe sig et navn i klassicismens mandsdominerede kunst. Hendes gennembrud kom i 1764 med et portræt af arkæologen Johann Joachim Winckelmann. Ved siden af portrætter af berømte samtidige helligede hun sig i sit værk historiemaleri samt scener fra mytologien, og desuden skabte hun talrige selvportrætter.

Heinrich Wilhelm Tischbein (1751 – 1829): Tischbeins portræt "Goethe i Campagna" hører sandsynligvis til de mest kendte motiver i maleriet i Tyskland. Det legendariske værk gav også den tyske maler navnet "Goethe-Tischbein". Men derudover skabte han et endnu langt større Œuvre. Ved siden af portrætter af sine samtidige helligede han sig mange andre genrer, bl.a. landskaber, dyrefremstillinger og stillebener. Tischbein var dog også involveret i kunstteoretiske skrifter. Således undersøgte han sammen med den britiske kunstsamler William Hamilton vasebilleders betydning for græsk maleri.

Anton Graff (1736 – 1813): Graffs maleri "Friedrich der Große, konge af Preussen" fra året 1781 hænger sandsynligvis stadig i dag i utallige tyske dagligstuer. Den schweiziske maler havde især skabt sig et navn som portrætkunstner. Hans store talent bestod i autentisk at indfange karakteren hos de portrætterede. Mange betydningsfulde personligheder i klassicismen lod sig male af Graff. Han portrætterede aristokrater, statsmænd og generaler såvel som videnskabsfolk, forfattere og skuespillere.

Antonio Canova (1757 – 1822): Italieneren Antonio Canova hørte til banebryderne for den klassicistiske billedhuggerkunst. Til hans værk hørte statuer, gravmonumenter, fresker og portrætbuster. Han arbejdede for monarker og fyrster i hele Europa og overtog prestigefyldte bestillinger som gravmonumenterne for paverne Clemens XIII. og Clemens XIV. I sine arbejder helligede han sig derudover scener og figurer fra den græske mytologi. Desuden portrætterede han talrige personer fra samtidshistorien, for eksempel Napoleon Bonaparte eller den italienske digter Vittorio Alfier. Til hans mest kendte skulpturer hører "Amor og Psyche" og "Pauline Bonaparte".

Johann Gottfried Schadow (1764 – 1850): Tyskerne skylder Johann Gottfried Schadow et af republikkens mest betydningsfulde vartegn – Quadrigaen på Brandenburger Tor i Berlin. Schadow hører i dag til de mest kendte tyske repræsentanter for klassicismen og regnes som grundlæggeren af Berlins billedhuggerskole. Ved siden af Quadrigaen skabte han talrige andre betydningsfulde skulpturer som "Prinsessegruppen" (1797) og monumenterne for Friedrich II. og Martin Luther. Desuden skabte han buster af andre vigtige personer i samtidshistorien som Nikolaus Kopernikus, Immanuel Kant eller Johann Wolfgang von Goethe.

Christian Daniel Rauch (1777 – 1857): Christian Daniel Rauch hørte til Johann Gottfried Schadows elever og prægede ligesom sin lærer i afgørende grad klassicismens kunst. Rauch skabte talrige monumentale statuer og mindesmærker over betydningsfulde personer fra sin tid. Mange af dem kan stadig i dag ses i det offentlige rum, for eksempel monumentet for König Maximilian I. Joseph von Bayern i München, monumentet for Friedrich den Großen i Berlin eller statuen af Albrecht Dürer i Nürnberg.

Bertel Thorvaldsen (1770 – 1844): Bertel Thorvaldsen var en betydningsfuld klassicismerepræsentant fra Danmark. Han tilbragte mange år af sit liv i Italien, hvor han kunne studere antikkens skulpturer. Thorvaldsen modtog talrige bestillinger fra stat og kirke i hele Europa. Blandt andet skabte han gravmælet for pave Pius VII. i Vatikanet. Hans værker kan stadig i dag ses i talrige byer i Europa på offentlige pladser, for eksempel Maximiliansmonumentet i München eller Kopernikusmonumentet i Warszawa.

Klassicismens stil er stadig populær i dag

Klassicismens kunstnere stræbte med deres formsprog efter en vis tidløshed i deres værker. Hvor godt det lykkedes dem, kan ses af den store popularitet, som værkerne fra denne epoke stadig har i dag. Klassicismekendetegn som et klart og struktureret design, en perfekt skønhed og et diskret udtryk gør værkerne populære endnu i dag. Derfor er klassicismens værker i mange europæiske byer stadig store publikumsmagneter, og mange anerkendte museer råder over egne afdelinger om denne epoke.

Men klassicismens stil kan også let bringes ind i ens egne fire vægge. Højkvalitetsreplikaer af malerier og skulpturer fra denne tid lader klassicismens ånd og æstetik leve op. En malerireproduktion i boligen eller også en større statue i haven er altid et blikfang og udstråler denne epokes elegance.