De store malere i romantikken: Friedrich, Turner, Spitzweg

I romantikken stod menneskets sjæleliv i centrum for kunst, litteratur og filosofi. Denne epoke strakte sig omtrent fra slutningen af det 18. århundrede til midten af det 19. århundrede. I denne tid præget af store politiske og samfundsmæssige omvæltninger vendte mange mennesker blikket indad.

Romantikkens malere beskæftigede sig med deres følelsesverden, interesserede sig for spirituelle og mystiske emner og plejede en tæt forbindelse til naturen. Denne livsfølelse kom også til udtryk i romantikkens maleri.

• Længslen efter det uendelige: Erotiske, ofte melankolske landskaber.
• Myternes verden: En tilbagevenden til spirituelle og mystiske emner.
• Hverdagens idyl: Fremstillingen af fredelige, delvist humoristiske scener.
• Den helhedsorienterede tilværelse: Mennesket med alle sine følelser og drømme.

I dag er det frem for alt tre berømte malere fra romantikken, der symbolsk står for hele epoken – Caspar David Friedrich, William Turner og Carl Spitzweg. Med eksempler fra deres værker skal romantikkens maleri præsenteres.

Romantikkens maleres temaer

Romantikkens epoke definerede sig i høj grad gennem afgrænsningen fra oplysningstiden i klassicismen. Dens repræsentanter havde set logik og fornuft som maksimen for al menneskelig handling. En fornuftsstyret adfærd skulle bane vejen for fremskridt og innovation og løse samfundsmæssige problemer. Romantikerne frygtede derimod, at menneskets sjæl ville lide i en verden præget udelukkende af rationalitet. Derfor ønskede de igen at lægge større vægt på følelsesplanet.

Drømme, fantasier, spiritualitet og mystik

Romantikkens kunstnere beskæftigede sig med menneskers følelser, drømme og fantasier, men også med spiritualitet og mystik. Romantikkens epoke var også en reaktion på politiske og samfundsmæssige forandringer i det 18. og 19. århundrede som den franske revolution og industrialiseringen. Mange mennesker længtes efter ro og tryghed. De flygtede ind i naturens idyl, ind i fantasiverdener og beskæftigede sig med sig selv i stedet for at forholde sig til virkeligheden.

Denne livsindstilling kom også til udtryk i temaerne i romantiske billeder. De malende koncentrerede sig om motiver, hvor individet stod i forgrunden – både i overført betydning og helt konkret. Romantikkens malere tog i deres værker emner som længsel, forgængelighed, drømme, frygt, lidenskab eller melankoli op.

Ud over de subjektive fornemmelser beskæftigede de sig også med religiøse eller spirituelle motiver. Indholdet omsatte romantikkens kunstnere i forskellige motivgrupper, for eksempel i idylliske øjeblikke med par, familier eller selskaber, majestætiske landskaber eller dramatiske scener fra mystik og fabler.

Landskaber som populært motiv

Landskaberne udgjorde et stort tyngdepunkt i det romantiske maleri. Romantikkens malere fejrede i deres overdådige værker naturens skønhed og ophøjethed. Men de skabte ikke kun særligt æstetiske og prægtige indtryk af landskaber. Ofte ladede kunstnerne også deres motiver symbolsk for at formidle følelser eller budskaber.

Caspar David Friedrich – den berømte tyske romantiske maler

Caspar David Friedrich (1774 – 1840) er den mest fremtrædende tyske maler i romantikken. Friedrich besad den unikke evne at kunne oversætte menneskelige følelser til billeder af landskaber. Han tematiserede eksistentielle spørgsmål om menneskets tilværelse ved at iscenesætte passende scener fra natur og landskab.

Hans stil var kendetegnet ved en snart idyllisk, snart dramatisk fremstilling. Med stor perfektion og kærlighed til detaljen skabte han næsten fotorealistiske landskabsudsigter. Men for Friedrich handlede det aldrig om en virkelighedstro dokumentation af naturen. Han lod sig ganske vist inspirere af virkelige landskaber i hele Tyskland. I sine malerier konstruerede han dog ud fra sine indtryk en fiktiv verden.

Et af Friedrichs mest berømte malerier er "Vandreren over tågehavet". Maleriet, der blev til omkring 1818, viser en mand set bagfra. Han står på en klippe og ser ud over et landskab med imponerende, dynamiske skyformationer. Friedrichs maleri er blevet fortolket på forskellige måder. Det kunne således stå for opnåelsen af et mål og forbindelsen til naturen, men også tydes som et symbol på overgangen fra det jordiske til det hinsides, på melankoli eller på ensomhed.

William Turner – pioneren inden for lysmaleri

William Turner (1775–1851) regnes blandt de vigtigste malere i den engelske romantik. Allerede i slutningen af det 18. århundrede var han en fast størrelse på Londons kunstscene. I begyndelsen af 20'erne udstillede han sine første malerier, og i slutningen af 20'erne blev han allerede udnævnt til professor ved Royal Academy.

Blandt Turners foretrukne billedtemaer var marinemalerier, landskaber og byudsigter. Den engelske romantiske maler fandt sine motiver ikke kun i sit hjemland, men også på talrige rejser. Således malede han forskellige seværdigheder i Europa, for eksempel Venedigs kanaler, Gotthardpasset, Loreley-klippen eller Stonehenge.

William Turner afspejlede i sine værker naturens skønhed, mystik og kraft. For at gengive karakteren og atmosfæren i sine motiver så indtryksfuldt som muligt udviklede han en malemåde, der på hans tid nærmest var revolutionerende. I stedet for at begrænse sig til at afbilde sine motiver realistisk ønskede han i sine værker at gengive noget af sin subjektive opfattelse. Han skal engang have sagt:

"Min opgave er at male det, jeg ser, ikke det, som jeg ved er der"

Derfor koncentrerede han sig ikke om detaljetroskab og realisme, men om gengivelsen af lysforholdene, farvespillet og øjeblikkets stemning.

Også i sit maleri "The Grand Canal Venice" fra året 1835 koncentrerede han sig om det skarpe lys i det ene øjeblik. Både skyerne på himlen og de lyse bygningsværker reflekterer sollyset. Bygningerne til venstre og højre for kanalen skitserede Turner kun. Desuden opløste han husenes konturer mere og mere, jo længere de rykker ind i billedets baggrund. Med denne malemåde regnes William Turner i dag som en væsentlig forløber for impressionismen.

Carl Spitzweg – den skælmske kronikør af sin tid

Carl Spitzweg (1808 – 1885) er den mest kendte maler fra Biedermeier-perioden. Denne epoke strakte sig i Tyskland fra begyndelsen til midten af det 19. århundrede og faldt dermed i senromantikkens fase. Begge epoker overlappede ikke kun tidsmæssigt.

Kendetegnene ved Biedermeier-kunsten viste tydelige paralleller til romantikken. Også Carl Spitzweg stod helt i traditionen for romantikkens maleri. Han beherskede en yderst realistisk malemåde. Han arbejdede billedgenstandene meget detaljeret ud for at lade dem virke så virkelighedstro som muligt. Blandt hans motiver var idylliske landskaber og genrescener.

Ofte portrætterede Spitzweg lidt excentriske outsidere, som for eksempel i "Den fattige poet" (1839). I dette maleri behandlede han satirisk det noget forskønnede forfattererhverv. Han viste poeten som en mand, der tilsyneladende udfører sit arbejde liggende i sengen om dagen. Han lever alene i en lille, nøgen og formodentlig kold lejlighed, men synes ikke at være ulykkelig. I dag ville man sige, at Carl Spitzweg med dette maleri skabte et symbol på det bevingede ord "sultende kunst".

Selv efter 250 år er romantikkens maleri stadig aktuelt

Selv om romantikkens maleri fra midten af det 19. århundrede først mistede noget af sin betydning, havde det stadig stor indflydelse på forskellige efterfølgende kunstepoker.

Mange impulser, som romantikkens malere satte, blev videreudviklet i efterfølgende stilarter. Impressionisterne lod sig for eksempel inspirere af den måde, hvorpå William Turner fremstillede lyset og atmosfæren. Også romantikkunstens mest muligt virkelighedstro fremstillingsmåde blev senere taget op igen, for eksempel i den nye saglighed i begyndelsen af det 20. århundrede. Selv i den samtidige kultur kan man igen genkende sporene af romantikerne og deres åndsholdning.

Romantikkens malere nyder i dag stor popularitet

Værkerne af romantikkens kunstnere som Caspar David Friedrich eller William Turner nyder stadig stor popularitet. Deres billedsprog er så universelt, at det også efter mere end 250 år fascinerer og bevæger publikum. Deres popularitet beror ikke mindst på, at de tog temaer op, som optager alle mennesker uafhængigt af den historiske kontekst, for eksempel kærlighed, længsel eller melankoli.

Desuden søger mange mennesker også i dag igen efter tryghed og idyl i lyset af vedvarende store kriser i verden. Som i romantikkens epoke fremstår tilbagetrækningen til det private i stigende grad som en udvej. Således bliver der i dag i talrige sociale medie-trends i sin kerne grebet romantiske ideer op. Der fejres for eksempel idealiserede landskabsmotiver, eller den hjemlige hygge bliver dyrket. Tilsyneladende er romantikkens kunst og dens budskab stadig aktuelt og tidssvarende i dag.

Udvalgte værker om de store malere i romantikken