Michelangelo og da Vinci – renæssancegeniernes duel
Leonardo da Vinci og Michelangelo Buonarroti – to brillante kunstnere, der begge i væsentlig grad prægede renæssancens kunst. I begyndelsen af det 16. århundrede mødtes de i Firenze, hvorefter der snart udviklede sig en passioneret rivalisering. Den nåede sit højdepunkt i en bestilling på fresker i det florentinske Palazzo Vecchio. Til sidst var der dog kun tabere.
Den historiske kontekst: Firenze i opbrud
Både Michelangelo og da Vinci havde ved overgangen fra det 15. til det 16. århundrede allerede skabt sig et navn og påtaget sig prestigefyldte offentlige bestillinger. Firenze var på dette tidspunkt et usædvanligt godt sted for billedkunsten. Byens borgere havde netop sat en stopper for både Girolamo Savonarolas herredømme og liv, en radikal og tyrannisk kirkereformator. Umiddelbart derefter blev Firenze erklæret for en uafhængig bystat.
Republikkens nye regering var særdeles velvilligt indstillet over for billedkunsten, for den havde erkendt den store magt, der lå i den. Den ville bruge arkitektur, maleri og skulptur til at vinde befolkningens accept af sine handlinger og idéer. I den forbindelse blev der givet talrige bestillinger til billedkunstnere, og Firenze blev gjort til et centrum for kunsten.
Også Michelangelo og da Vinci drog fordel af disse omstændigheder. Hvordan den i dag legendariske rivalisering mellem da Vinci og Michelangelo opstod i Firenze, skal undersøges i det følgende. Derved skal deres meget modsatrettede karakterer, den direkte konfrontation i 1504 samt begivenhedernes følger for kunsthistorien betragtes nærmere.
Michelangelo og da Vinci – to højest forskellige karakterer
Michelangelo og da Vinci hørte allerede i deres levetid til Europas mest efterspurgte kunstnere. Derudover havde de dog kun lidt til fælles. De repræsenterede grundlæggende forskellige opfattelser af kunsten, men adskilte sig også tydeligt fra hinanden i deres karakter. I rivaliseringen mellem da Vinci og Michelangelo åbenbarede der sig en duel mellem kunstneriske generationer.
Leonardo da Vinci – renæssancens universalgeni
Leonardo da Vinci (1452 – 1519) var indbegrebet af renæssancekunstneren. Dette gjaldt både hans åndelige holdning og hans malestil. Han blev betragtet som en videnskabelig universalgelerd. Som visionær ingeniør, arkitekt og naturfilosof forskede og udviklede han på talrige områder. Samtidig rådede han også over et stort kunstnerisk talent. Kunst og videnskab udelukkede efter hans mening ikke hinanden. Snarere betragtede han begge discipliner som en enhed og som et udtryk for menneskelig kreativitet og produktivitet. Således lod han også sine videnskabelige erkendelser indgå i sit kunstneriske virke.
Ligesom han analyserede naturen og dens fænomener i sine studier, bragte han dem også over på lærredet. Han lagde stor vægt på en anatomisk korrekt og detaljeret fremstilling af sine motiver. Desuden udviklede han sfumato-maleriet, hvor billedobjekternes konturer bliver ganske let udviskede, og farveovergange fremstår meget flydende. På denne måde forsøgte han at efterligne det menneskelige øjes perception og skabe rumlig dybde.
Maleriet betragtede han som dronningen af alle kunstarter. Billedhuggerkunsten derimod anså han snarere for et håndværk end for en sand kunstform. Selv om han selv skabte nogle skulpturer, hånede han offentligt billedhuggerne. Deres arbejde var beskidt og lidet intellektuelt.
Trods al sin videnskabelige og kunstneriske genialitet blev Leonardo da Vinci desuden betragtet som en meget omgængelig og populær samtidige. Det siges, at han var flot og veltalende og altid bar elegant, formentlig også ekstravagant, tøj. Han blev anset for at være en åndfuld person og nød høj social anseelse.
Michelangelo – den ambitiøse kunstarbejder
Michelangelo Buonarroti (1475 – 1564) rådede ligeledes over et alsidigt kunstnerisk talent. Hans hoveddisciplin var billedhuggerkunsten, men også som maler, arkitekt og digter kunne han udmærke sig.
Ved overgangen fra det 15. til det 16. århundrede havde Michelangelo allerede påtaget sig flere vigtige offentlige bestillinger, herunder Pietà (1499) og sin David-skulptur, som han fuldendte i 1504. Med den sidstnævnte skulle det lykkes ham at træde ind i den første række af Firenzes billedkunstnere. Hans kraftfulde fremstilling af den frygtløse unge mand, der sejrede over den tilsyneladende overmægtige Goliath, svarede præcis til florentinernes forestilling. Skulpturen blev et symbol på den lille, nygrundlagte Republik Firenze modstandskraft.
Selv om Michelangelo senere også helligede sig andre kunstarter, opfattede han i grunden altid kun sig selv som billedhugger. For sine ofte monumentale skulpturer sled han ofte til fysisk og mental udmattelse. Med hammer og mejsel søgte han at "befri" den tilstræbte form fra stenen. Han blev drevet af en ustyrlig stræben efter perfektion – og af overbevisningen om at følge et åndeligt kald. Han så sig selv som et redskab, der skulle gøre Guds skaberværk synligt.
Michelangelo havde viet sig til kunsten med krop og sjæl og blev derfor betragtet som en enspænder. På grund af sin besættelse af kunsten blev han beskrevet som vanskelig at omgås. Dette gjaldt også for hans professionelle virke. Han skal have været så overbevist om sin kunstneriske vision, at han ikke var villig til at indgå kompromiser. Således skal det mere end én gang være sket, at han ragede uklar med opdragsgivere, fordi han ikke kunne nå til enighed med dem om udførelsen af sine værker.
To fresker til Palazzo Vecchio – højdepunktet i rivaliseringen mellem da Vinci og Michelangelo
Da da Vinci og Michelangelo i begyndelsen af det 16. århundrede blev bestilt til at udføre freskerne til Palazzo Vecchio, var spændinger mellem de to nærmest forprogrammerede. To succesfulde og selvsikre kunstnere fra forskellige discipliner skulle arbejde på det samme kunstprojekt. Det måtte føre til gnidninger. Rivaliseringen mellem de to havde dog allerede været under opsejling i årene forinden.
Det havde længe knaget mellem da Vinci og Michelangelo
Således skal der allerede før året 1504 have været flere episoder, hvor de to var kommet på kant med hinanden. Det siges, at Michelangelo første gang drillede da Vinci på grund af Forza-monumentet. Da Vinci havde i 1482 fået bestillingen på at skabe verdens største rytterstatue til ære for fyrsten Francesco Forza, men han mislykkedes. Et første udkast kunne ikke realiseres på grund af statikken. Heller ikke et andet udkast blev realiseret, fordi de store mængder bronze, der var nødvendige til det, ikke var til rådighed. Michelangelo tog tilsyneladende dette mislykkede projekt som anledning til mere end én gang offentligt at gøre grin med da Vinci.
Ved "David" blussede endnu en konflikt op
Endnu en gang kom den gensidige animositet åbent til syne i 1503. Denne gang brød konflikten ud omkring skulpturen af David, som Michelangelo havde skabt for den unge Republik Firenze. For denne skulle der findes et sted, hvor den skulle opstilles. Beslutningen herom lå hos en jury, som også Leonardo da Vinci tilhørte.
Allerede på forhånd havde da Vinci udtalt sig nedsættende om den offentlige udstilling af Michelangelos skulptur. Han kritiserede især den nøgne fremstilling af David. Med en blanding af jalousi og foragt talte han for, at skulpturen skulle opstilles i Loggia dei Lanzi. Her ville den kun have været ét værk blandt mange andre. Men hans forslag blev afvist. I stedet fik David en fremtrædende plads foran Palazzo della Signoria.
I Palazzo Vecchio skulle det komme til et showdown
Rivaliseringen mellem Leonardo da Vinci og Michelangelo nåede sit højdepunkt i 1504. I dette år tegnede der sig en direkte kunstnerisk kappestrid mellem de to renæssancegenier.
Et år tidligere havde da Vinci personligt fået bestillingen af regeringschefen Piero Soderini på malerisk udsmykning af en enorm sal i Palazzo Vecchio. Her skulle Firenzes byparlament med 500 medlemmer holde møde. Til det prestigefyldte projekt fik da Vinci klare indholdsmæssige retningslinjer. Vægmaleriet skulle vise slaget ved Anghiari i 1440, hvor florentinerne besejrede milaneserne.
Tilsyneladende var Soderini dog af den opfattelse, at konkurrence kunne sætte gang i forretningen. Således bestilte han omkring et år senere endnu en fresko til den repræsentative sal – denne gang hos Michelangelo. Hans billedtema skulle være sejren i det afgørende slag den 29. juli 1364 i krigen mellem Firenze og Pisa. Denne fresko skulle skabes i salen præcis over for da Vincis planlagte værk. Dette betød, at de to store egocentrikere fra renæssancen ville have måttet arbejde sammen i ét rum. Så vidt kom det dog ikke.
Da Michelangelo accepterede tilbuddet, var da Vinci allerede begyndt på sit vægmaleri. Michelangelo arbejdede for sin del først i et værksted uden for Palazzo Vecchio. Men at Michelangelo som en ung billedhugger, der endnu ikke væsentligt var trådt frem som maler, udfordrede Leonardo da Vinci på hans specialområde, maleriet, var for ham intet mindre end en fornærmelse.
Hvorfor forblev de monumentale malerier i Palazzo Vecchio ufærdige?
Men den angiveligt store duel mellem de to kunstnere endte til sidst ganske uspektakulært. Et direkte møde i en malerisk kappestrid i Palazzo Vecchio skulle aldrig finde sted. Værre endnu: Ingen af de to fresker blev nogensinde fuldført.
Leonardo da Vinci mislykkedes på grund af sine selvopstillede høje mål. Han ville imponere med sin freskos usædvanligt lysende farver og udviklede derfor en ny maleteknik med olie og pigmenter. Men hans nye farveblanding viste sig at være upraktisk, for den tørrede dårligt og tværede ud. Stillet over for sin fiasko trak han sig fra denne bestilling, forlod Firenze og helligede sig nye opgaver i Rom.
Hans store konkurrent ville nu have haft alle muligheder for at sikre sig hele æren. Men Michelangelo kom for sin del med sit slagmaleri ikke engang videre end et udkast. Umiddelbart efter da Vinci afsluttede også han sit arbejde på vægmaleriet. Intet vides om hans motiver. Måske manglede udfordringen for ham uden da Vincis tilstedeværelse, eller han havde allerede nye bestillinger i sigte. Af den store kunstneriske kappestrid er der i dag kun nogle få forstudier af da Vinci samt kopier af Michelangelos skitser tilbage.
Michelangelo vs. da Vinci – mønstereksempel på Paragone
En billedhugger og en maler kappes om den perfekte fresko – dermed er fejden mellem da Vinci og Michelangelo et paradeeksempel på en principiel debat inden for billedkunsten. Hvem tilkommer herredømmet blandt kunstarterne – maleriet eller billedhuggerkunsten?
I den strid, der også betegnes som "Paragone", har man i mange århundreder lidenskabeligt diskuteret, hvilken kunstform der er den mest betydningsfulde og overlegne. Er maleriet, billedhuggerkunsten eller arkitekturen den fuldkomne kunstform? Eller måske alligevel musik, dans, retorik eller litteratur? Diskussioner og teorier om dette har eksisteret siden antikken.
Allerede Aristoteles havde formuleret den målestok, som alle kunstarter måtte måles efter: Alle kunstarters fælles mål var den så perfekte efterligning af naturen som muligt. Ud fra hvor godt dette lykkedes for en disciplin, kunne man aflæse dens fuldkommenhed og dermed dens placering i kunsternes rangorden.
I renæssancen tilspidsede kappestriden sig især omkring forholdet mellem maleri og billedhuggerkunst. Således førte maleriets repræsentanter blandt andet følgende argumenter i marken:
- Maleriet er ældre end billedhuggerkunsten.
- Maleriet kan efterligne naturen mere perfekt end billedhuggerkunsten.
- Maleriet er den vanskeligere teknik, som kræver større færdigheder, for eksempel ved fremstillingen af lys, skygge og rumlig dybde.
- En maler eller en malerinde kan gennem farve og perspektiv skabe særlige stemninger, hvilket billedhuggerinder og billedhuggere ikke kan præstere.
- En skulptur er afhængig af belysning udefra, hvorimod maleriet bærer lyset i sig.
Billedhuggerinderne og billedhuggerne indvendte blandt andet følgende punkter:
- Skulpturen skaber gennem sin materialitet ægte nærhed til naturen ("sandhed"), hvorimod maleriet kun viser bedrageriske illusioner ("løgn").
- Gennem skulpturernes store repræsentative kraft er de til stor nytte for stat og kirke.
- En skulptur taler til flere sanser end malerier.
- Gennem skulpturernes tredimensionalitet er disse overlegne i forhold til maleriet.
- Skulpturer er mere holdbare på grund af det robuste materiale.
Indtil i dag har hverken maleriet eller billedhuggerkunsten kunnet udpeges som "vinder" af kunsternes kappestrid. Der har dog i kunsthistorien været flere forsøg på at bilægge eller dæmpe striden.
Endnu i renæssancen tog maleren og kunstteoretikeren Giorgio Vasari (1511 – 1574) spørgsmålet om herredømmet blandt kunstarterne op. Han bestræbte sig på at fremhæve deres fællestræk. Maleri, billedhuggerkunst og arkitektur var slet ikke så forskellige, men havde en fællesnævner – tegningen. Den står i begyndelsen af ethvert værk fra alle tre discipliner. Derfor så han heller ingen reel konkurrence mellem de bildende kunstarter og sammenfattede dem under begrebet "Arti del Disegno".
I 1766 helligede også Gotthold Ephraim Lessing (1729 – 1781) sig dette tema i sit værk "Laokoon: Eller om maleriets og poesiens grænser". I dette skrift udarbejdede han de grundlæggende forskelle mellem kunstarterne. I den forbindelse fastslog han, at de i grunden ikke var sammenlignelige med hinanden, og fratog dermed efter sin opfattelse Paragone ethvert grundlag.
Michelangelo og da Vinci blev ikoner for renæssancen – også uden freskerne i Palazzio Vecchio
Bestillingen på udsmykningen af Palazzio Vecchio blev hverken for Leonardo da Vinci eller for Michelangelo et højdepunkt i deres karriere. Begge trak sig stille og roligt ud af projektet. Der er kun lidt tilbage af den store "duel mellem renæssancens giganter". I dag vidner kun nogle få skitser, udkast og skriftstykker om de planlagte monumentale fresker. Om en "vinder" kan der derfor næppe tales i denne kappestrid.
Men uden tvivl betragtes Leonardo da Vinci og Michelangelo i dag i lige høj grad som store genier fra renæssancen. Kunsthistorien skylder begge talrige mesterværker inden for maleri og billedhuggerkunst. Således skabte Leonardo da Vinci med "Mona Lisa" det formodentlig mest kendte maleri nogensinde. Men også andre værker som "Den vitruvianske mand", "Den sidste nadver" eller "Salvator Mundi" udgør højdepunkter inden for maleri og tegning.
Ikke mindre betydningsfuld er arven efter Michelangelo Buonarroti. Således lykkedes det ham med sin David at skabe en skulptur, der dengang blev anset for umulig. Lige så imponerende som berømte er loftsfreskerne i Det Sixtinske Kapel i Rom, som han fuldendte i 1512. Af rivaliseringen mellem Michelangelo og da Vinci i begyndelsen af det 16. århundrede er der måske ikke fremgået nogen vinder. Men med deres enestående talent, deres kreativitet og deres ambition skabte de begge betydningsfulde milepæle i kunsthistorien.
